JEG HAVDE truffet en aftale med mig selv om ikke at deltage i den lidt for smarte omtale af Liberal Alliances Joachim B. Olsen.
Mest fordi han er skide god til at tage røven på os. Mens den danske konge-disciplin, sarkasme, forsøger at gøre kuglestøderen til et dumt, latterligt muskelbundt (sjov nok i en nation med hundredtusindvis af sportsidioter, der er komplet ligeglade med deres heltes åndelige kapacitet….), selv om Olsen er en af tidens smarteste, selfmade politikere.
Han er gået fra at være en opportunistisk vittighed (skiftede fra at støtte Socialdemokratiet til at stille op for LA – på mindre end et år) – til at være en slags folkeeje hos især den liberalistiske ungdom, der elsker denne politiske wrestler, der åbent tør sige, at han brækker sig, når man taler om fattige i Danmark.
Og da nogle lømler sprængte hans postkasse i luften nytårsnat, sku’ de ha et par på kassen. Sådan! Så kan de lære det, kan de!
Joachim er ikke bange for folkets røst. Han er nemlig ikke rundet af nogen elite.
MEN DET var Joachim selv – og så en klarttænkende topchef i erhvervslivet, der fik mig til at bryde med dogmet om ikke at give Joachim mere reklame. For det sidste er han eminent til. Sådan en dansk Donald Trump uden penge og hentehår. Han gjorde sport til sin uddannelse og levevej i USA og Danmark i ni år. Han konkurrerede, spillede poker og dansede sig til kendis-toppen i dansk underholdnings-tv. Og så stillede han op i politik og blev valgt. En blød tidsel i tidsåndens drivhus.
Særdeles effektiv i selv-branding – både i valget af medieplatforme og politisk retning.
Det med den klarttænkende topchef vender jeg tilbage til. For det er en helt anden historie, selv om emnet var det samme.
Jeg lyttede til en radiodebat mellem Joachim B. Olsen og Pernille Skipper, Enhedslistens politiske ordfører. Temaet er kompliceret: De otte rigeste i verden ejer lige så meget som de fattigste 3,6 milliarder af verdens befolkning. Men journalister kan det der med at gøre den komplicerede verden helt simpel. Så man tog altså en superliberalist og konfronterede ham med en af de få tilbageværende marxister i Folketinget. Og når man slipper en bulldog løs mod en mynde, kommer der sgu nok et eller andet spændende ud af det. Det tager ikke så langt tid at etablere et hundeslagsmål!
Ganske rigtigt – et slagsmål. Joachim besang kapitalisme og konkurrence og læste op fra din bibel om al den velstand det skaber, når bare man slipper kapitalismen fri af snærende, planøkonomiske bånd og blødsøden socialisme. Pernille Skipper så – lidet overraskende – kun udnyttelse og fornedrelse i horisonten.
JEG BLIVER lidt perfid nu – men jeg kan ikke dy mig: Joachim lød fuldstændig som var han lige hjemkommet fra et vækkelsesmøde med LA’s finansielle bagmand, stifteren af Saxo Bank, Lars Seir Christensen.
Alt har sin tid, står der i Bibelen (efter min mening en meget smuk passage i Prædikerens Bog). Joachim har haft sin sports-tid, så var der hans tv-tid, så kom tiden for hans valg til Folketinget – og nu giver Olsen den som selvlært professor i liberalistisk økonomi med en forelæsning over hovedtemaet: ULIGHEDEN ER SKØN – DEN SKABER VÆKST.
Lad være med, at han reelt lyder nedladende. Hans nordjyske charme tager noget af toppen. Men der er også noget uendeligt dukset og forudsigeligt over præsentationen, selv om Joachim selv synes, at han siger noget meget farligt.
Nej, det, der slår mig, er, at Joachim B. Olsen i virkeligheden er fortaler for en kapitalisme-tænkning, som tilhører fortiden. Det kan godt være, at manden elsker Uber, og hele den digitale disruption. Men hovedbudskabet er, at verden skal være taknemmelig overfor de riges resultater og lade dem bliver endnu rigere i fred. Joachim B. Olsen forener sig med LA’s Joachim von And (Saxo-manden).
I den virkelige, digitale verden taler man hele tiden om de nye versioner vers. 1.0, vers 1.1, vers. 1,2, vers 2.0.
JOACHIM B. er tilbage ved Adam Smith og den frie konkurrence, ligesom kommunisterne ukritisk ville gøre Karl Marx tanker til en samfundsmodel – præcist i år for hundrede år siden, da det dengang nye industrisamfund eksploderede i vækst, magt – og krig. To dræbende verdenskrige på godt 30 år.
Olsen er tilbage ved kapitalismens version 0.0.
Det kunne have være det verdens-økonomiske forum i Davos, der satte gang i mine erkendelse. Verdens mest magtfulde mænd og kvinder (mest mænd!) talte i år om problemerne i den tiltagende ulighed.
Det var det ikke!
Det kunne være danske toperhvervsfolk, der for kort tid siden udtalte sig mod en sænkning af topskatten.
Det var det ikke!
DET KUNNE være den uhyggelige oplysning om de otte rigeste, der ejer mere end de 3,5 milliarder. En ulighed, der giver mig fysisk kvalme og har gjort selv paven til antikapitalist.
Det var det ikke!
Det var en hyggelig køretur en meget tidlig morgenstund med en højtstående erhvervsmand i Danmark. Ikke at virksomheden er blandt de største. Men med milliard-omsætning, milliard-egenkapital og verdens stærkeste på sit felt. – Og i øvrigt amerikansk ejet i dag.
Han fortalte mig om et tæt, bevidst samarbejde mellem ejere og medarbejdere efter devisen: Hvis I kan øge produktiviteten med xx procent, så vil jeg kæmpe for, at vi beholder de afgørende arbejdspladser i Danmark. Sådan har indsatsen stået på år efter år. Vi har succes, vi arbejder i en total, global virkelighed – og vi er stolte i fællesskab.
Jeg er liberal socialist, så jeg er er ret vild med den slags aftaler, der gør medarbejdere til medejere af fremtiden.
Jeg spurgte erhvervsmanden, hvad han så frygtede mest i de her omvæltningstider i Danmark og verden.
- Men et ord, så må det være min bekymring for uligheden. Jeg er bekymret for, at forskellen på de rigeste og de fattigste. Det kan give modsætninger og omvæltninger, som bliver bomber under den nye verden.
JEG LYTTEDE til hans eftertænksomhed om kapitalismen i den nye verden om ”elitens” og mediernes medansvar for at have glemt globaliseringens ofre. Om den snigende nationalisme og ”væren-sig-selv-nok. Turen sluttede for hurtigt, og jeg sagde pænt farvel og tænkte mit.
Joachim B. Olsen er ikke bare en politisk stjerne.
Han er et liberalistisk stjerneskud, mens erhvervslivet arbejder på kapitalismens version 2.0.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.