Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.
ELITEN SIGER, at klassekampen er færdig, død og borte. Som chefredaktøren for Information, Rune Lykkeberg, skrev i lederen den 14. januar 2017: ”Klassekampen er færdig, fagforeningerne er svækkede, og mange lønmodtagere kan erstattes af robotter eller udenlandsk arbejdskraft.”
Samtidig er 3000 medlemmer af den globale magtelite er samlet til World Economic Forum. Det sker med en viden om, at grådigheden og uligheden er ude af kontrol – understreget af det groteske faktum, at otte mænd i verden nu ejer det samme som halvdelen af jordens befolkning. Det er pervest og uacceptabelt og et direkte resultat af den nyliberalistiske globalisering. I 1983 svarede én dansk topdirektørs løn til, hvad syv LO’ere kunne regne med at få. I 2012 gik der hele 27 LO-arbejdere på én topdirektør!
Globaliseringen har kun begunstiget de rigeste. De fattige, lønarbejderne og kvinderne er blevet snydt, så vandet driver. Udviklingen hyldes af alle de, der tilhører den politiske, økonomiske og kulturelle elite. Men over for dem står milliarder af mennesker, som har betalt for markedskræfternes uhæmmede grådighed med ringere arbejdsvilkår, færre rettigheder og en usikker fremtid for dem selv og deres børn og børnebørn.
Globaliseringen, som er sket på de magtfuldes præmisser, er symbolet på et systematisk og velkoordineret angreb mod de forbedringer, som lønarbejderne fik gennem 1960’erne og 1970’erne.
HØJREPOPULISTERNE HAR med stor succes formået at udnytte konsekvenserne af den stigende ulighed og utryghed. Højrepopulismen mobiliserer hadet mod flygtninge og indvandrere ved at pege på, at arbejderklassens interesser er truet i et globaliseret multikulturelt indvandrersamfund. Højrepopulismen benytter sig af nationalistisk racisme og nationalkonservative ideer til at sikre sig opbakning til deres ”dem” og ”os” logik. Højrepopulismen giver folk lov til at hade, og det er effektivt, fordi alle populistiske bevægelser ofte er modstandsbevægelser.
Men højrepopulisme kan også skaffe resultater, som hverken centrum-venstre eller fagbevægelsen har været i nærheden af. Polens populistiske styre har fx vist, at det er muligt at tage et opgør med nyliberalismens mantra om nødvendighedens politik. Det polske Lov og Retfærdighedsparti (PiS) har gennemført omvendte chokændringer og rullet nogle af de værste nyliberale reformer tilbage. I 2016 indførte regeringen gratis medicin til alle over 75 år. Mindstelønnen er forhøjet ud over fagforeningernes krav. Pensionsalderen er sænket fra 67 år for både mænd og kvinder til 60 for kvinder og 65 for mænd. Så højrepopulisterne i Polen har gjort det, som centrum-venstre ikke kan i resten af Europa.
Vil fagbevægelsen og venstrefløjen bekæmpe højrepopulismen og den nyliberale globaliserings konsekvenser, så kræver det en venstrepopulisme, der tillader at hade. Om du kan lide det eller ej, så er populisme effektiv, når det gælder at mobilisere vreden i folkedybet. Dette er det, der er så svært for mange i arbejderbevægelsen. For politisk had hører normalt til på den yderste højrefløj.
Bernie Sanders, den demokratiske socialist der forsøgte at blive demokraternes præsidentkandidat i USA, demonstrerede til perfektion og uden at gå på kompromis med sine ideologiske og politiske idealer, at det er muligt at artikulere klassehadet effektivt og med ægte følelser. Bernie Sanders angreb kompromisløst ”milliardærklassen” og dennes politiske advokater i kongressen, medierne og lobbyorganisationerne.
EN VENSTREPOPULISME skal vælge side i klassekampen. Vi skal sige klart, enkelt og tydeligt, at vi bekæmper Løkkes overklasse, dens magt og dens privilegier. Vi skal give befolkningen lov til at hade og foragte overklassen og de politikere, der støtter nødvendighedens politik.
Når Løkke, Samuelsen og Morten Østergaard vil have os til at arbejde længere og mere, skal vi styrke kampen for 30 timers arbejdsuge. Når Løkke, Samuelsen og Thulesen Dahl vil gøre arbejdsløse fattigere, skal vi kæmpe imod de love, der gør dem fattigere. Når Løkke, Samuelsen og co. vil skære ned på den offentlige velfærd og give de offentligt ansatte mindre indflydelse, skal vi slås sammen med de ramte for bedre velfærd og for mere magt til de ansatte og brugerne.
Når de gamle magtpartier vil styrke den globale kapitals magt gennem EU og såkaldte handelsaftaler som TTIP og CETA på bekostning af demokratisk indflydelse, så skal vi bekæmpe det aftale for aftale og i stedet opbygge et kampfællesskab med arbejderbefolkningerne i andre lande.
Når de gamle partier siger, at der ikke er penge nok i samfundet til mere velfærd, til trods for at virksomhederne sidste år hentede 269 milliarder kroner i overskud, skal vi kræve lønforhøjelser og øget beskatning.
Lad os ændre janteloven og gøre den progressiv: De grådige rige skal ikke tro, de er noget, fordi de tjener over 1 million, tværtimod. De rige snyltere skal ikke tro, de er lige så meget som os, der arbejder. Folk, der bare scorer fede millionudbytter uden at yde noget, er meget mindre værd end os.
En velfungerende venstrepopulisme skal aldrig være påtaget, men dybtfølt og forankret i, hvad vi faktisk mener. Vi skal ikke være bange for at stå ved, hvad vi mener, når det er populært. Men gøre det hårdere og højere.
Lad os gøre klassehad, vrede og foragt overfor overklassen, arbejdsgiverne og deres politiske lejesvende til sund fornuft. Kun på den måde kan vi kanalisere vrede og frustration over nødvendighedens politik i en progressiv og solidarisk retning.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.