Besøgende i Lille Vildmose kan nu bidrage direkte til forskning i naturgenopretning ved at måle vandstanden, registrere temperaturen og tage billeder af vegetationen.
Langs en gangbro i naturområdet er der opsat målestationer med QR-koder. Med mobilen kan gæsterne på få minutter sende observationer til forskere fra blandt andet Aarhus Universitet. Oplysningerne skal hjælpe forskerne med at følge, hvordan vådområder og tørvemoser udvikler sig over længere tid.
- Det er fysisk umuligt for os forskere alene at overvåge hundredvis af naturområder over lange perioder. Her kan borgerdrevet forskning være med til at udfylde hullet, siger Lorenzo Pugliese, specialkonsulent ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet.
Tørvemoser udvikler sig langsomt, og en genopretning kan tage årtier, mens forskningsprojekter ofte kun løber i få år. For at kontrollere kvaliteten bliver borgernes målinger sammenlignet med data fra automatiske sensorer. Virker metoden, kan den ifølge forskerne bruges i flere naturområder.
Tørvemoser dækker omkring tre procent af Jordens overflade, men lagrer store mængder kulstof. De kan samtidig være med til at mindske risikoen for både tørke og oversvømmelser.