Guldfiskene Fede og Magui boede i en 40 liter stor glasmontre ved en sushirestaurant i Buenos Aires. Her var de udsat for direkte sol, støj fra gaden og forbipasserende børn, der bankede på glasset.
Forholdene fik dyreværnsorganisationen Jaulas Vacías til at klage til domstolene. Organisationen mente, at behandlingen af fiskene var i strid med Argentinas lov mod dyremishandling. Samtidig bad organisationen retten om at anerkende Fede og Magui som følende væsener frem for blot at betragte dem som genstande eller ejendom - og det fik organisationen medhold i. Det skriver TV 2 på baggrund af CNN.
Fra 40 til 2.500 liter
Fiskene blev flyttet fra restaurantens glasmontre til et akvarium på 2.500 liter hos en ekspert, der havde hjulpet med sagen. Eksperten Carlos José Aga sammenlignede de tidligere forhold med at placere to isbjørne i et bur i en sauna. Han oplyser, at fiskene nu har det godt i deres nye hjem.
Restauranten gjorde ifølge CNN ikke indsigelse mod, at fiskene blev fjernet.
Afgørelsen kan dog få betydning for andre fisk, fordi de fremover kan betragtes som ofre i sager om dyremishandling og ikke blot som ejendele, der er blevet beskadiget.