Da salget til Comwells camp på Smukfest åbnede, blev samtlige 75 såkaldte tenthouses booket på blot 17 minutter. Kort efter var også ventelisten fyldt.
Campen blev introduceret første gang i 2025 og vender nu tilbage til festivalen i Skanderborg. De små telthuse har plads til to personer og er blandt andet indrettet med madrasser, dyner, puder, lampe, strømstik og mulighed for at låse indgangen.
På campområdet er der desuden reception, morgenmad og fællesområder, hvor gæsterne kan slappe af mellem koncerterne.
- Vi ser tydeligt, at gæster i stigende grad efterspørger en festivaloplevelse, hvor komforten er bedre, end hvad man ofte forbinder med festivalovernatning, siger Michael Hansen, kommerciel direktør hos Comwell.
Campen ligger ved Sølund og åbner onsdag den 5. august. Her kan gæsterne blandt andet få serveret morgenmad med kaffe, brød, æg, bacon, ost, pålæg og frugt. Der bliver også mulighed for mindre spabehandlinger og for at benytte et lounge- og fællesområde.
Smukfest 2026 finder sted fra søndag den 2. august til søndag den 9. august.