Karsten Hønge er beskæftigelsesordfører for SF. Han udlært tømrersvend og arbejdede i en længere årrække på forskellige byggepladser. Han er også tidligere fagforeningsformand gennem 16 år. Karsten vil især skrive om vilkårene på arbejdsmarkedet – altid med udgangspunkt i dem, som har mindst.
NYE TAL fra LO viser, at uligheden vokser, igen-igen. For oplysningerne lægger sig i trist forlængelse af efterårets rapport fra Det Økonomiske Råd. Dem, der i forvejen har mest, får blot endnu mere, hvor de fattigste kun bliver fattigere. Det er nu, vi skal stå fast, for det skal vi ikke finde os i!
VISMÆNDENE DOKUMENTERER, at uligheden er steget de sidste 30 år. De rigeste er ved at stikke helt af fra resten af samfundet – alt imens de svagest stillede i vores samfund gang på gang får et gok i nøden. Kontanthjælpsloftet presser blot de, der har mindst, endnu dybere ned, og konsekvenserne af både kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen vil snart være tydelige.
Og hvad laver regeringen og resten af højrefløjen? Ja, de har i den grad travlt med fortsat at forgylde dem i vores samfund, der har allermest. Det er da så dybt godnat, at det halve kunne være løgn.
FOR FORSKNING VISER nemlig, at vi alle – også selv de mest velstillede mennesker i samfundet – får flere fordele, hvis vores samfund er mere lige. De lige samfund klarer sig også klart bedst på flere områder som f.eks. levealder, tillid og uddannelsesniveau.
Modsat bliver alle samfundets skavanker forstærket og forværret, desto mere ulige et samfund er.
KONSEKVENSERNE AF DE SKAVANKER har ikke kun betydning for det enkelte menneske, som det rammer, men også for tilliden og sammenhængskraften i samfundet. Det er lige det, vi bevæger os henimod, når uligheden stiger. Vi har en regering, der puster til den voksende ulighed. Lige nu går det nemlig den vej, hønsene skraber – og det er bagud!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.