Hundeejere, der mener, at dyr har krav på god velfærd eller rettigheder, bruger generelt mindre straf og flere belønningsbaserede metoder.
Studiet viser en sammenhæng, men kan ikke fastslå, at det ene direkte skyldes det andet.
Nogle hundeejere griber efter godbidposen, mens andre hæver stemmen eller giver et ryk i snoren, når hunden ikke gør, som den skal.
Valget af metode kan ifølge et nyt studie sige noget om, hvordan ejeren opfatter hundens værdi og menneskets ansvar over for dyr. Studiet er gennemført af forskere fra Københavns Universitet og Edinburgh University og bygger på svar fra 500 amerikanske hundeejere.
Synet på dyr slår igennem
Forskerne inddelte hundeejerne efter tre overordnede syn på dyr. Den ene gruppe mente grundlæggende, at mennesker har ret til at bruge dyr til egne formål. De to andre grupper lagde større vægt på enten dyrevelfærd eller dyrs rettigheder.
Resultaterne viste, at hundeejere med det mest menneskecentrerede syn oftere brugte verbal irettesættelse og fysisk korrektion. Hundeejere med fokus på dyrevelfærd brugte derimod i højere grad godbidder, legetøj og ros.
- At træne sin hund er ikke en neutral aktivitet. Det er en aktivitet, hvor ejerens syn på dyret slår igennem, siger Peter Sandøe, professor ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet.
Ikke kun et spørgsmål om teknik
Debatten om hundetræning handler ofte om, hvilken metode der er mest effektiv, men ifølge Peter Sandøe viser studiet, at valget af metode også er et etisk spørgsmål.
- Det er ikke kun læringsteori. Det er også en etisk diskussion, siger han.
Træningen kan dermed afspejle, om ejeren først og fremmest ser hunden som et dyr, der skal tilpasse sig mennesket, eller som et individ med egne behov og interesser. Godbidposen kan med andre ord rumme mere end tørret kylling. Den kan også rumme et helt menneskesyn på dyr.
De fleste brugte ros
Positive metoder var mest udbredt blandt deltagerne. 97 procent brugte ros, mens 86 procent anvendte godbidder eller legetøj som belønning.
Samtidig oplyste 46 procent, at de brugte en form for straf. Hver fjerde anvendte fysisk korrektion som eksempelvis et ryk i snoren. Knap 18 procent trænede udelukkende med belønning.
Studiet er ikke repræsentativt og er foretaget blandt amerikanske hundeejere. Resultaterne kan derfor ikke bruges til at fastslå, hvor mange hundeejere der benytter bestemte metoder – hverken i USA eller Danmark. Forskerne vurderer dog, at sammenhængen mellem hundetræning og etisk syn på dyr sandsynligvis også vil kunne findes blandt danske hundeejere.
Tre typer syn på dyr
- Menneskecentreret: Mennesket har ret til at bruge dyr til egne formål.
- Dyrevelfærd: Mennesket må bruge dyr, men skal sikre dem et godt liv.
- Dyrerettigheder: Dyr har en selvstændig værdi og rettigheder på linje med mennesker.