To mænd på 21 og 19 år er blevet varetægtsfængslet efter en skudepisode mod et hus i Ballerup. Skudepisoden fandt sted lørdag, og ved episoden blev flere ruder knust, men ingen personer kom til skade.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi efter et grundlovsforhør, der blev afholdt for lukkede døre.
Den 21-årige er varetægtsfængslet i fire uger. Retten lagde vægt på både risikoen for, at han vil begå ny ligeartet kriminalitet, og risikoen for, at han kan påvirke efterforskningen, hvis han er på fri fod.
Den 19-årige er fængslet i to uger. Her henviste retten alene til risikoen for, at han vil kunne påvirke efterforskningen.
Begge mænd nægter sig skyldige i sigtelserne, og de tog under grundlovsforhøret forbehold for at kære fængslingskendelserne til landsretten.
Efterforskningen fortsætter hos Københavns Vestegns Politi.