Ulve kan og nogen dele mennesker, når de debatteres, og det viser sig også tydeligt, når Avisen.dk skriver om det store rovdyr, der er vendt retur til Danmark.
Eller er det? For det er jo kun i en del af Danmark, og du kan møde en ulv - nemlig i Jylland.
Hverken Fyn eller Sjælland har fået fastboende ulveflokke og unger, og det sker næppe af sig selv, da ulvene kan svømme, men ikke er særligt motiverede eller gode til det.
Ulve er ifølge forskerne en natur-beriger og har en positiv indflydelse på den danske fauna. Arten er ikke invasiv men hjemmehørende: Det var mennesker, der skød ulvene væk for over 200 år siden, og nu er de altså selv vendt hjem.
Her er svaret
Men hvorfor kun til dele af landet? spørger vores læser Gert, der selv bor i Jylland, og som derfor har ulvene tæt på. Han understreger, at han ikke hader ulve, men virkelig undrer sig. Han spørger derfor:
Hvorfor eksportere staten ikke et drægtigt ulvepar til Sjælland efter nærmere anvisning fra myndighederne? Ulvene vil være tættere på beslutningstagerne i Folketinget samt diverse ulveforeninger, som ikke findes i Jylland.
For bør Sjælland og resten af landet ikke også have glæde af den biodiversitet, som ulven bibringer? Og er det ikke hele Danmark arten er hjemmehørende i?
Avisen.dk griber bolden, og vi har spurgt hos Styrelsen Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, der varetager ulvene i Danmark, og herfra er svaret kortfattet via fagkontoret. Man må nemlig ikke flytte på ulvene. De skal flytte sig selv.
Det skyldes, at ulve er beskyttede i henhold til både EU's og Danmarks nationale regler, og derfor er det forbudt at indfange dem.
Og når du ikke må indfange dem, kan du ikke køre dem til Sjælland.
Med andre ord: Ulvene skal selv på en svømmetur, hvis sjællænderne også skal bo side om side med dem fremover.