DA DAVÆRENDE beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i 2012 gennemførte reformen af fleksjob for SRSF-regeringen med opbakning fra V, K og LA, skete det på en misundelsesretorik over for de gamle fleksjobbere.
Man fortalte, at fleksjobbere under den gamle ordning kunne få meget høje lønninger på op til 700.000 kroner årligt, og især akademiske fleksjobberes lønninger blev lagt for had. Det blev ikke nævnt, at en så høj løn kun blev omkring 3 procent af de daværende fleksjobbere til del og altså var en undtagelse, der kun tilkom fleksjobbere med særligt ansvarsfulde arbejdsopgaver, særlig høj anciennitet og særligt høj uddannelse. Sådan så den almindelige fleksjobbers løn slet ikke ud – den lå tværtimod i underkanten af det, som andre arbejdstagere på de pågældende fagområder fik.
Under forhandlingerne om reformen udtalte Mette Frederiksen sig om, hvad der ifølge hende var „en rimelig indtægt“, når man har handicap og må arbejde på nedsat tid eller effektivitet. Avisen.dk refererede hende for eksempel den 14. december 2012 for at have skrevet til Folketingets beskæftigelsesudvalg, at ansatte i fleksjob er „sikret en rimelig indtægt, da de som minimum er sikret en indtægt på cirka 200.000 kroner“ årligt før skat. Noget lignende sagde hun til beskæftigelsesordfører Finn Sørensen (EL) på et åbent samråd i Beskæftigelsesudvalget samme dato, hvor hun modvilligt bekræftede, at reformen ikke var udtryk for et solidarisk princip.
Og således blev solidaritet erstattet af det subjektive begreb ”rimelighed” som det nye grundprincip, der blev udgangspunkt for reformpolitikken på fleksjobområdet. Det sendte et kraftigt signal om, at fleksjobbere bør være taknemmelige for, at de overhovedet bliver kompenseret lidt, og at de tidligere har været forkælede.
Mange medier fortalte ikke befolkningen meget andet om den gamle ordning end de undtagelsesvise høje lønninger. Mange medier berettede ligeledes ikke om uretfærdighederne i den nye ordning, som de så ud fra fleksjobbernes synsvinkel. Forvrængede fremstillinger af fakta og deraf frembragt misundelse over for fleksjobberne bar reformen igennem.
I virkeligheden var den gamle ordning ganske jævn, og den nye ordning er tilsvarende ringere end udmeldt fra Beskæftigelsesministeriet.
DANSK HANDICAPPOLITIK har i en årrække været baseret på fire hovedprincipper: Ligebehandling, sektoransvarlighed, kompensation og solidaritet. Fleksjobordningen fra 1998 var oprindelig skabt ud fra en betragtning om ligebehandling. Kompensation er ikke et privilegium eller positiv særbehandling, men alene et forsøg på at udjævne et ulige udgangspunkt og give ”lige muligheder”. Man besluttede i den oprindelige ordning at give mennesker med varigt nedsat arbejdsevne, som tidligere kun havde haft førtidspensionen som udvej, en kompensation, som tillod dem at fastholde eller opnå en tilknytning til arbejdsmarkedet. Derfor skulle aflønningen ske efter gældende overenskomster. Den ordning har givet mange mennesker en chance for at udfolde sig arbejdsmæssigt med deres restarbejdsevne på lige vilkår med de ordinære arbejdstagere.
FLEKSJOBREFORMEN gjorde op med kompensationsprincippets målsætning om at kompensere tabt erhvervsevne ud fra en overenskomstmæssig aflønning og dermed også med ligebehandlingsprincippet. Den erstattede en lønmodtagermodel med en kombineret løn- og ydelsesmodel. Fleksjobberen er nu blevet både ordinær lønmodtager og samtidig direkte modtager af offentlige ydelser – i al den tid, der er et arbejdsforhold. Det betyder, at det nye fleksjob kan ses som en udvidet ordinær deltidsansættelse med en klientgørelse i tillæg.
Nye fleksjobbere får ikke alene kun egentlig løn for deres arbejdstid. En helt selvstændig problemstilling er indførelsen af et nyt lønsystem baseret på produktivitetsaflønning.
Det går ud på, at jobcentret skal anføre, hvor mange timer og med hvilken intensitet/ produktivitetsgrad, de vurderer, at den fleksjobvisiterede kan arbejde i jobbet. Aflønningen opgøres i et regnestykke, hvor den reelle arbejdstid sammenholdes med den arbejdsintensitet/ produktivitetsgrad, som arbejdsgiver og jobcenter bliver enige om at fastsætte – det vil sige, at fleksjobberen ikke får den overenskomstmæssige løn for hele sin arbejdstid, men kun for det skønnede antal effektive timer. Der er mange eksempler på, at fleksjobberes arbejdsintensitet fastsættes lavere end realiteten. Løndumping er officiel beskæftigelsespolitik.
Produktivitetsaflønningen underminerer de faglige overenskomster for fleksjobberne, selvom disse formelt set ikke er skrevet ud af loven. Og det skal ses i lyset af, at fagforeningernes forhandlingsret blev skrevet helt ud af loven. Hvorfor skal fleksjobbere som næsten de eneste på arbejdsmarkedet måles på et så diffust og diskriminerende lønparameter?
Mens arbejdstiden aflønnes med produktivitetsløn, kompenseres borgeren den resterende tid med et direkte fleksløntilskud på 98 procent af højeste dagpengesats efter et bestemt aftrapningssystem i forhold til lønindtægten. Jo større handicappet og forringelsen af arbejdsevnen er, desto ringere bliver den samlede indtægt.
REFORMEN HAR BETYDET store økonomiske forringelser i forhold til løn, fleksløntilskud og pensionsopsparing for de nye fleksjobbere. Mange mister i tusindvis af kroner hver eneste måned sammenlignet med vilkårene under den gamle fleksjobordning, hvor der var tilnærmelsesvis økonomisk ligestilling med andre arbejdstagere inden for de forskellige fag. Og det gælder særligt fleksjobbere med et relativt højt antal arbejdstimer, høj uddannelse og lang arbejdserfaring. I Danmark gælder ellers den regel, at man lønnes efter uddannelse, kvalifikationer, erfaringer og arbejdsansvar. Hvorfor skal fleksjobbere diskrimineres fra den praksis?
Tilskudsomlægningen betyder, at fleksjobbere under ny ordning skal i direkte konkurrence med de ordinært ansatte om jobbene og tilnærmelsesvist bliver en del af det ordinære deltidsarbejdsmarked. Det bliver derfor væsentligt vanskeligere at få fleksjob. Også andre lovændringer har vanskeliggjort dét at opnå, fastholde og skifte fleksjob.
Det nye fleksjob er altså et andet og pænere ord for noget, der godt og vel ligner et deltidsjob uden ligebehandling og kompensation i den udstrækning, man kunne forvente i henhold til de hævdvundne handicappolitiske principper og Handicapkonventionen. Spinnet bedrager, når man fremstiller reformen som værende såre god. Naturligvis er det meningsfuldt at have et job, hvis man har arbejdsevne i behold. Men det ville være klart mere tilfredsstillende, hvis fleksjobbere blev aflønnet og behandlet som ligeværdige arbejdstagere frem for at blive degraderet til b-arbejdstagere med permanent klientstatus.
NÅR FORLIGSKREDSEN lige straks evaluerer reformen, bør den derfor sigte på at genindføre ligebehandling og kompensation. Der er ikke nogen acceptabel grund til at fortsætte den voldsomme devaluering af målgruppens arbejdskraft, som reformen har manifesteret. Jeg har stillet en række ændringsforslag, som kan hjælpe forligskredsen på rette vej.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.