Signe Munk er sygeplejerskestuderende og Næstformand i SF. Hun har haft sin politiske opvækst i kommunalpolitik, da hun som blot 19-årig indtog en af pladserne i Viborg Byråd. Her arbejdede hun for at udvikle og styrke den borgernære velfærd i en tid, hvor pengene var få og de blå var mange.
Signe skriver om velfærdsdanmark under udvikling og afvikling – altid med en ambition om at finde veje for velfærden med trygheden og fællesskabet i behold. Foruden et stærkt fokus på at skabe velfærd for borgerne, er Signe optaget af arbejdsvilkår, faglighed og hverdagen for de mange ansatte i det offentlige. Signe vil desuden bruge sin blog til at afsløre højrefløjens nedskæring, som pakkes ind i smarte reklameord.
PRODUKTIVITETSKRAVET, der snart i 10 år har krævet 2 procent flere operationer og indgreb på hospitalerne, afslører en pølsefabrikstankegang i sundhedsvæsnet. Det bygger på en idé om, at mennesker er en standardiseret størrelse, som med den rette teknologi kan skubbes hurtigere gennem systemet. Det er en idé om, at fagpersonalet på vores sygehuse skal måles på, hvor mange behandlinger, de producerer, og ikke hvordan behandlingen er. Det bygger på en idé om, at bedring og helbredelse kun sker gennem operationer og indgreb. Men så simpel er mennesker og sundhed bare ikke.
År for år skal omsætningen op, og hænderne bliver færre. Der skal opereres flere, og indlæggelsestiderne skal være kortere, så flere kan komme igennem. Jeg har hørt et eksempel fra en afdeling, hvor 25 procent af sygeplejerskerne blev afskediget, samtidig med at produktiviteten skulle øges med 2 procent. Lægerne blev friholdt, for de skulle jo sørge for at operere alle de patienter, som skulle sikre 2 procent mere produktivitet. Hvordan plejen skulle nås med en fjerdedel færre sygeplejesker, det var en interessant ledelsesmæssig ”udfordring”.
SUNDHEDSPERSONALET PRESSES til at have afdelingens måltal og politikernes valgløfter i baghovedet, hver gang de enten skal udskrive, operere eller vurdere en patient. Det har taget overhånd. Det er ikke en politisk rettesnor eller ledelse af den offentlige sektor henimod mere effektivt brug af medarbejdere og sundhedsvæsen. Det er en pølefabrikstankegang, hvor mennesker og faglighed undertrykkes til fordel for regnearkets lyksaligheder og udregninger.
Produktivitetskravet viser sine symptomer i disse år. Det viser sig som stress og arbejdsmiljøvurderinger, som gang på gang bliver dårligere. Det viser sig som utryghed blandt patienter, som ikke har et netværk derhjemme, der kan hjælpe dem efter den hurtige udskrivelse. Og det viser sig som undertrykt faglighed blandt sygeplejersker, læger og sosu’ere.
OG ER produktivitetskravet så egentlig så økonomisk fornuftigt, som regnearks-elskerne tænker? Næ nok ikke. Det fremmer nemlig behandling, operationer og indgreb. Og behandling er jo det, som koster mange penge i sundhedsvæsnet. Det underkender totalt at træning, tid og pleje også er veje til bedring.
Vi skal gøre op med at se sygehusene som en pølefabrik, hvor mere og flere skal igennem. Der skal sættes fokus på det faglige skøn, måles på kvalitet, tryghed og langsigtet sundhed. Ikke 2 procents mere produktivitet.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.