Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.
LAD OS slå fast, at politikerne fra de gamle magtpartier ingen respekt har for menneskeliv, medmindre det er dem selv og deres familie. De sikrer sig selv i hoved og røv og hæver uden at blinke pensionsalderen for alle andre. Det sammen gælder for sammenrendet af grådige arbejdsgivere og deres umættelige trøst efter profit. De vil skide højt og flot på, at der hvert år dør 1400 mennesker på grund af arbejdsrelateret stress.
Det rager både politikere og arbejdsgivere en høstblomst, at 35.000 borgere hver dag er sygemeldt på grund af stress, og at det koster 8 milliarder i sygedagpenge per år. Det har ingen betydning, at det dårlige arbejdsmiljø sender tusindvis af lønmodtagere ud af arbejdsmarkedet og ind i et krakeleret og undergravet socialsystem, hvor mange ender på kontanthjælp, hvis de da er så mindrebemidlede, at de har ret til kontanthjælp. Ellers er det bare ud, helt ud.
Sygefraværet er højt, og arbejdsmiljøet og trivslen er i bund i den offentlige sektor uanset stillingskategori. Men for at gøre ondt værre, så har de samme politikere, der i disse år indfører Anders Fogh Rasmussens minimalstat ad bagdøren, også forringet efterlønnen og sat pensionsalderen markant op. Fra 2017 kan man først gå på efterløn, når man er 62 år. ’Velfærdsaftalen’ fra 2006 fremrykkes med fem år, så folkepensionsalderen i år 2022 stiger til 67 år. Fra 2025 vil både pensionsalder og efterlønsalder således stige i takt med udviklingen i den gennemsnitlige levealder. Er man født efter 1970, kan man gå på folkepension som 69-årig. Kan du se billedet? Skræmmende. Der findes en engelsk betegnelse for den ’brutalisering af arbejdslivet’: “Work Till You Drop!”
NU VIL regeringen hæve pensionsalderen yderligere. Heldigvis giver flertallet af danskerne regeringen langemanden til dens forsøg på at ”justere” den nuværende menneskefjendske tilbagetrækningsalder. 184.000 har allerede skrevet under på 3F's underskriftindsamling 'Nej tak til højere pensionsalder'. Det er sgu et vink med vognstangen.
Men uanset hvor længe vi lever, så kan ingen undslippe, at kroppen fysiologisk viser tegn på aldring, når vi rammer de 55 år. Vi kan ikke omgøre den udvikling ved at dyrke motion i timevis eller leve sundt på alle mulige andre måder, vi kan højst udjævne den.
Kendsgerningen er, at ingen fx vil ansætte en pædagog på 61 år i en vuggestue i dag. Men når en 21-årig pædagogmedhjælper om 40 år søger en stilling som pædagog i en vuggestue, vil ansættelsesudvalget sige: ”Hende ansætter vi, for der er 15 gode år tilbage i hende”.
Det er bare ikke særligt realistisk at have vuggestuer, børnehaver og andre fysik krævende arbejdspladser fyldt op medarbejdere, der er i slut 60’erne eller først i 70’erne. Det vil kun føre til den sociale massegrav i et langt større omfang end det, vi allerede ser i dag, fordi store dele af arbejdsstyrken vil være reelt nedslidte og sygemeldte, før de får ret til pension.
Hundredtusindvis af danske lønarbejdere vil ikke kunne se frem til en tryg alderdom men til social nød og ulykke. Alt dette i nødvendighedens politik hellige navn.
MEN HVORFOR fanden kan hverken arbejderpartierne eller fagbevægelsen få fingeren ud og benævne elefanten i rummet? Pensionsalderen skal markant ned. Hvor svært kan det være? Det er jo kun den politiske og økonomiske elite og deres nyliberalistiske tågehorn som Joachim B. Olsen, Liberal Alliance og erhvervsmanden Asger Aamund, hvis menneskesyn ikke rækker længere end til deres egen næsetip, der tror på, at den høje pensionsalder holder.
I Polen har det højrepopulistiske nationalkonservative parti, Lov og Retfærdighedsparti (PiS) gennemført det, som ingen centrum-venstre partier i resten af Europa har haft politisk mod til. De har om nogen gennemført et opgør med nyliberalismens ødelæggelse af velfærdssamfund, lønarbejderrettigheder og sociale sikkerhedsnet. Og dermed taget et opgør med sin egen nyliberale politik.
Partiet står bag de største sociale overførsler i Polens moderne historie. Forældre får 500 zloty (850 kroner) i månedlig ydelse for hvert barn, de får efter deres første – i fattige familier tilfalder ydelsen alle børn (den gennemsnitlige månedlige nettoindkomst er på 2.900 zloty). Som følge heraf er fattigdommen faldet med 20-40 procent og børnefattigdommen med 70-90 procent.
I 2016 indførte regeringen gratis medicin til alle over 75 år. Mindstelønnen er forhøjet ud over fagforeningernes krav. Pensionsalderen er sænket fra 67 år for både mænd og kvinder til 60 for kvinder og 65 for mænd. Uanset det højrepopulistiske regeringspartis begrundelser, og de er ikke kønne, så er det markante forbedringer, som polakkerne vil støtte op om. Hvem ville ikke det?
Det viser med al tydelighed, at det er politisk muligt at sige nej til enhver form nødvendighedens politik.
LAD OS skabe en bevægelse, der sikrer, at partier og fagforeninger rejser kravet om, at vi skal have sænket pensionsalderen for alle til 60 år. Vi lever ikke for at arbejde. Vi arbejder for at leve.
Danmarks næste regering efter Lars Løkke Rasmussen skal som minimum tvinges til at sænke pensionsalderen til 60 år og til at afskaffe af kontanthjælpsloftet. Det er der nemlig opbakning til i befolkningen. Så hvad venter vi på?
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.