Af Katrine Daugaard, MF og socialordfører for LA og formand for socialudvalget:

Odense Kommune og de 22 syddanske kommuner melder nu åbent ud, at de vil øge den kommunale kapacitet på det specialiserede socialområde. Det lyder teknisk. Men politisk er det voldsomt.

For kommunerne er ikke bare almindelige aktører på et marked. De er både myndighed, visitator, køber, betaler – og nu i stigende grad også konkurrent til de private og selvejende tilbud.

Samtidig giver staten kommunerne adgang til særlige lånepuljer, så de kan etablere egne tilbud. Det er en markant konkurrencefordel. Private leverandører kan ikke bare låne på statens vilkår, og de har ikke samme adgang til at planlægge markedet rundt om sig selv.

Og som om det ikke var nok, har den tidligere minister lige inden valget fået sneget ind i taksthåndbogen, at private tilbud ikke må indregne overskud i taksten.

Det er efter min opfattelse uden klar hjemmel. Derfor har jeg indkaldt ministeren i samråd.

For selvfølgelig skal vi slå ned på snyd, svigt og dårlige sociale tilbud. Uanset om de er offentlige, private eller selvejende. Men det er noget helt andet at bruge taksthåndbøger, socialtilsyn, lånepuljer og kapacitetsstyring til gradvist at presse private tilbud ud.

Det sker også på §109- og §110-området, hvor regeringen har indført takst- og kapacitetsstyring på krisecentre, herberger og forsorgshjem. Altså områder, hvor mennesker kan stå i akut nød og netop har brug for hurtig adgang til hjælp – ikke kommunal planøkonomi.

Hvis private virksomheder koordinerede kapacitet, adgang og markedsvilkår på den måde, ville alle tale om konkurrenceproblemer eller karteller. Når staten og kommunerne gør det, kalder man det styring.

Men konsekvensen er den samme: færre private alternativer, mindre valgfrihed og mere kommunal monopolisering.

Det her handler ikke om ideologi for ideologiens skyld. Det handler om borgerne. Om mennesker med handicap, psykisk sygdom, hjemløshed, misbrug eller voldsomme sociale problemer, som har brug for det rigtige tilbud – ikke nødvendigvis det kommunale tilbud.

Hvorfor tør regeringen ikke sige ærligt, at den reelle politik er mindre frit valg, færre private tilbud og mere kommunal kontrol?

Det her er ikke bare teknisk socialpolitik.

Det er et opgør med borgernes valgmuligheder, med specialiserede fagmiljøer og med fair konkurrence på velfærdsområdet.