Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt.
Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.
Følg Johnny Larsen på Twitter
LIVET SLÅR knuder. Store grimme, hårde knuder. Knuder, som på tunge reb, der har været våde er blevet strammet, tørret og forfra igen … og igen … Og igen og igen.
Fra det grå hverdagsliv ind i det sorteste sorte mørke. En langsom spiral mod et sort hul med en masse så stor og en tyngdekraft så voldsom, at alt suges ind og intet slipper ud. Alt knuses.
Depressionen er ikke et sprudlende monster, der kommer med bulder og brag. Depressionen er en følgesvend, en stalker, som opdager dig i et sårbart øjeblik, og for hvert skridt du tager kommer depressionen tættere og tættere på dig, indtil den bliver din faste skygge og langsomt æder sig ind på din krop og din sjæl.
En dag står du på et fremmed badeværelse, i medicinskabet finder du sovepiller, du sluger dem og går tilbage til selskabet. Vågner efter nogle dage, fordi nogle reddede dig. Dine redningsmænd får ingen hjælp til at bearbejde deres skyldfølelse. Du får tilbudt en overnatning på psykiatrisk afdeling. Men du er tilbage i hverdagen og måske bedre til at fuldføre næste gang. Måske tage toget. Du er en lort.
DU MISTEDE dit job. Du er forbi den alder, hvor du overhovedet har en chance for at få et nyt. Du sad højt på strå og brændte for det du lavede. Fra den ene dag til den anden er det væk. Du lader som ingenting, og opdager aldrig, at dragen har glemt alt om at bevæge sig langsomt og ubemærket. Den har på få dage helt og aldeles overtaget alle dine tanker, hele din sjæl og intet efterladt til at huse glade minder, lykken over dine børn, den varme solen kan give, når du ligger på stranden en vindstille dag. Du køber en flaske whiskey, tømmer den hurtigt, sætter dig i bilen og kører nogle få kilometer, inden du smadrer bilen ind i en modkørende lastvogn. Du ødelægger chaufførens liv. Du er en lort.
Passagererne på perronen er døsige, de undgår øjenkontakt. De er som alle de andre på vej til eller fra. Nogle til noget vigtigt, andre bare på vej, på tidsfordriv. Du står der sammen med dem. Du ser ikke på tavlen, der fortæller, hvornår toget kommer … du kender lyden, og du står stille, nakken bøjet. Du mærker lufttrykket fra toget, der er på vej til at standse. Du springer, inden farten bliver taget af. Du ødelægger dagen og livet for en lokofører, den person du tvang til at tage dit liv. Du er en lort.
I STUEN ligger dine hunde. De er døde. Køleskabet står åbent, det er tomt. På gulvet ligger dåser med hundemad. Den ene smurt ind i blod, fordi hundene har skåret sig i forsøget på at få mad. Du kan ikke finde ud af at få noget som helst til at hænge sammen, og i løbet af det seneste halve år er alt blevet mørkere og mørkere omkring dig. Du finder en flaske lighterbenzin, hælder den over dig, tænder og brænder i et smertehelvede. Du kaster dig ud fra altanen for at få det overstået. Du dør på vej til hospitalet. Du har forvoldt smerte for livstid for dine naboer og dine efterladte. Du er en lort.
Du er en af de onde: Du er lavet af lort.
OVENSTÅENDE ER skrevet efter en længere twittersamtale med Lasse Rimmer, som mener, man er lavet af lort, hvis man springer ud foran et tog for at dø. Rimmer har modificeret sin oprindelige udtalelse, men Mascha Vangs kæreste, Rasmus Jarlov, som klappede begejstret over Rimmers udfald har mig bekendt ikke hverken modereret eller beklaget.
Selvmord og selvmordsforsøg er tabu, psykologhjælp så dyr, at den for mange ikke er en mulighed, men hvad jeg tror er fælles for alle selvmordere er, at de har så ondt i sjælen, at de ikke har tanke på nogen som helst, hverken sig selv eller andre. Mange kunne reddes hvis vi bare ikke var så nærige og ligeglade, men ingen bliver hjulpet af Rimmer og Mashas kæreste… heller ikke lokoførerne.
Selvmordere er ikke lavet af lort, de er lavet af ubærlig og ubegribelig smerte.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.