Fra den 23. til 26. juli kan børn og voksne prøve kræfter med livet som viking ved Moesgaard Strand i Aarhus. Under Moesgaard Vikingedage bliver området fyldt med lejrbål, sværdkampe, håndværkere, musikere og handlende. Gæsterne skal ikke blot kigge på historien, men selv deltage.
- Det handler ikke om at være bedst, men om at gøre sit bedste og mærke historiens vingesus sammen, siger Anne Sofie Bay Østergaard, formidlingsinspektør ved Moesgaard.
Test dine egne vikinge-evner
Vikingepladsen er opdelt i fem områder, der hver især sætter forskellige evner på prøve. Gæsterne kan blandt andet tyde runer, løse historiske gåder, prøve gamle håndværksteknikker og skyde med langbue. De modigste kan også kaste sig ud på bersærkerbanen.
Der bliver desuden våbenopvisninger, hesteshows, rovfugle, vikingemusik og et stort marked.
Børn under tre år har gratis adgang.