Den 5. september vises Olsen Banden ser rødt på gårdtursplænen i det tidligere Vridsløselille Statsfængsel.
Det bliver ifølge arrangørerne sidste filmvisning på området, før det omdannes.
Over 700 gæster har allerede købt billet.
Her vises klassikeren Olsen Banden ser rødt under åben himmel på fængslets tidligere gårdtursplæne. Ifølge arrangørerne bliver det den sidste filmvisning på netop dette område, inden det omlægges som led i udviklingen af den nye bydel Vridsløse.
Mere end 700 gæster har allerede købt billet til arrangementet, der afholdes af filmforeningen Moving PictureHaus og Kulturpunktet Porten.
Kendt fra de populære film
For mange danskere er den grønne fængselsport uløseligt forbundet med Egon Olsen, der gennem filmserien gentagne gange blev løsladt med bowlerhat, cigar og en ny plan. Porten er siden blevet et udflugtsmål for både danske og tyske fans af filmene.
Den grønne port bliver bevaret og skal fortsat indgå i oplevelser i området. Selve gårdtursplænen skal imidlertid omdannes, og derfor bliver årets Open Air ifølge arrangørerne den sidste mulighed for at se film på stedet.
Filmklassiker fylder 50 år
Valget er i år faldet på Olsen Banden ser rødt, som fylder 50 år.
Filmen solgte mere end 1,2 millioner biografbilletter og er især kendt for kuppet på Det Kongelige Teater, hvor banden arbejder sig gennem bygningen i takt til musikken fra Elverhøj.
- Det handler ikke kun om at se en klassiker på et lærred. Det handler om at skabe en oplevelse, som tager folk væk fra hverdagen og ind i et genkendeligt univers, siger Nicklas Smedegaard Pedersen, bylivskoordinator hos A. Enggaard.
Skuespillere og overraskelser i fængslet
Publikum skal ikke kun se filmen. På vej gennem det tidligere fængsel vil gæsterne møde skuespillere og statister, der levendegør figurer og scener fra Olsen Banden-universet. Der vil også være rekvisitter og mindre optrin, inden publikum når frem til græsplænen.
Sidste år deltog omkring 1.200 mennesker. Arrangørerne håber at slå den rekord og skabe det, de kalder den største samling ved et Olsen Banden-arrangement.