For mange begynder ferien først, når motorvejen rammes. Men faktisk starter den vigtigste del allerede hjemme i indkørslen.
- Når bilen bliver koblet sammen med en campingvogn, ændrer hele bilens køreegenskaber sig. Vogntoget bliver tungere, bremselængden bliver længere, og dækkene kommer under større belastning. Derfor bør man bruge få minutter på at kontrollere både bilens og campingvognens dæk, inden man kører hjemmefra, siger adm. direktør Georg Nielsen fra Continental Dæk Danmark A/S.
Tjek for alder, revner og dæktryk
Særligt campingvognens dæk bliver ofte overset. Mange campingvogne står stille det meste af året, og selv om dækkene kan se pæne ud, kan alder og vejrpåvirkning have svækket gummiet.
- Mange fokuserer naturligt på bilen, men glemmer campingvognen. Dæk kan blive gamle og miste deres egenskaber, selv om de næsten ikke er slidte. Det er værd at få dem kontrolleret, hvis man er i tvivl, siger Georg Nielsen.
Samtidig er korrekt dæktryk vigtigt på både bil og campingvogn. Forkert dæktryk giver dårligere vejgreb, længere bremselængde, større dækslid og et højere brændstofforbrug.
- Forkert dæktryk øger desuden brændstofforbruget – og luft koster som bekendt ingenting, understreger Georg Nielsen.
Pak campingvognen rigtigt
Continental anbefaler også, at campingvognen pakkes korrekt, så de tungeste genstande placeres lavt og tæt ved akslen. En forkert læsset campingvogn kan gøre vogntoget ustabilt – især ved høje hastigheder eller kraftig sidevind.
- De fleste bruger lang tid på at planlægge ferien og pakke bilen. Derfor giver det god mening også at bruge fem minutter på at sikre, at både bil og campingvogn er klar til turen. Det er en lille indsats, som kan gøre en stor forskel for sikkerheden, siger Georg Nielsen.
Otte gode råd før ferien med campingvogn
Kontroller dæktryk på både bil og campingvogn – husk, at bilens anbefalede dæktryk ofte ændrer sig, når campingvognen kobles på.
- Tjek dækkenes alder, mønsterdybde og se efter revner eller andre skader.
- Kontrollér, at lys, stik og bremser på campingvognen fungerer korrekt.
- Fordel bagagen rigtigt – tung last skal placeres lavt og tæt ved akslen.
- Undgå overlæs, og kontrollér campingvognens tilladte totalvægt.
- Sørg for korrekt kugletryk mellem bil og campingvogn.
- Tilpas hastigheden og vær ekstra opmærksom ved sidevind, overhalinger og kraftig regn.
- Er du i tvivl om dækkenes stand eller alder, så få dem vurderet hos en dækforhandler.