Alle de gamle, vestlige demokratier oplever i disse måneder, at fundamentet under de traditionelle politiske logikker ryster, fordi vælgerne simpelthen er trætte af alt det gamle:
Intet sted slår den politiske Richter-skala hårdere ud end i Amerika – for her i den frie verdens zenit har to yderligtgående kandidater smadret alle forudsigelser i de forløbne fire måneders primærvalg:
Bernie Sanders, en selverklæret ’demokratisk socialist’, en fan af det danske velfærdssystem, en forkæmper for et dramatisk øget skattetryk, og, hold nu fast, en jøde, født i New York City, ja, han har presset kæmpefavoritten Hillary Clinton til det yderste hos Demokraterne.
Donald Trump, en reality-tv-stjerne, en milliardær, en modstander af indvandring og frihandel, en bulderbasse af en demagog, og, gud-hjælpe-mig, en mand, som mobber, ja, mobber, sine politiske modstandere, ja, han bliver formentlig Republikanernes kandidat.
Hvordan i alverden har det kunnet udvikle sig så dramatisk – og kan vi lære noget af det i Danmark?
Først årsagen:
Såvel Sanders som Trump er lykkedes, fordi de er outsiderne i et valgår, hvor ’eliten’ er mere foragtet i Amerika end nogensinde før. Hvorfor? Især fordi den store middelklasse – uanset om den er demokratisk eller republikansk – er vred over, at al vækst kommer de rigeste til gode.
De forløbne to-tre årtier er uligheden vokset dramatisk i USA. De superrige – alias den rigeste ene procent af befolkningen – har raget det meste af væksten til sig. De fattige har tabt, middelklassen er gået i stå.
Aktieformuer, udflytning af job, handelsaftaler og globalisering er alt sammen noget, de rigeste har profiteret voldsomt af. Alle andre føler, de har tabt. Den samfundskritik, som Sanders og Trump har leveret, giver stemme til de bekymrede.
Mens alle – og med alle mener jeg faktisk alle – i den amerikanske elite har foragtet og bekæmpet de to outsidere, har de tiltrukket stadig flere tilhængere. Ofte er titusinder samlet, når de taler. Deres rå stemmer, klare tale og mod til at tale eliten imod appellerer åbenlyst.
Så læren:
Udviklingen i Danmark er mindre dramatisk. Uligheden er også vokset hos os i de forløbne to-tre årtier; der er skåret i ydelser til de svage og lettet på skatten til de rigeste; og vi har set oprør mod eliter i især Sønderjylland og indre København, men ikke så voldsomt. Endnu.
Kigger vi imidlertid lidt nærmere på, hvad der er sket ved de seneste valg i Danmark – kommunevalg, EP-valg, folketingsvalg, EU-afstemning – ja, så begynder det at ligne: De, der har vundet, er de anti-elitære – Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Enhedslisten, Alternativet.
Der er også fællestræk blandt disse ellers vidt forskellige partiers succes – først og fremmest en kritik af det bestående system (EU, globaliseringen, delvist kapitalens magt), herunder et mod til at turde komme med synspunkter, som den sædvanlige elite foragter.
De seneste meningsmålinger bekræfter udviklingen, idet de partier, som har leveret alle vores statsministre – S, V, K og RV – for første gang tilsammen er under 50 procent. Alternativet, en politisk humlebi, er klart større end SF og De Radikale, og måske snart større end Enhedslisten.
Læren fra Amerika er, at de tendenser, som vi også ser i Danmark, sagtens kan få endnu mere luft under vingerne. Der er mere grund til at tro på endnu mere ’revolution’ i luften end mindre. De anti-elitære strømninger er utroligt stærke netop nu.
I det omfang, der giver mening at sammenligne amerikansk politik med dansk, vover jeg gerne en sammenligning:
Uffe Elbæk indtager rollen som Bernie. En revolutionær folkeforfører, som mere taler til folks varme hjerter end kolde hjerner.
Kristian Thulesen-Dahl er Trump. Ikke ligeså vild, men manden, der siger ’Lad os vinde Danmark tilbage’ – og ud med indvandrerne, væk med EU, lad os bestemme selv.
Mette Frederiksen er Hillary. Det sidste håb for den sunde fornuft, som siger ’rolig nu, egentlig går det helt ok her i landet, vi skal bare lige lave nogle få ændringer.’ En solid pragmatiker.
Det rigtigt spændende er, hvem af de tre, som står med magten efter næste valg? Normal logik er velkendt. Pointen er bare, at al logik er i færd med at blive bortvisket.
PS: Hvad med Lars Løkke Rasmussen? Tja, han er er mand, der virkelig har brug for at finde alle de værktøjer, han kan, for at indtage en anden klassisk rolle i amerikansk politik: The Come-Back Kid…
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.