David Trads er journalist og forfatter.
FORLEDEN LÆSTE JEG, at 131 ud af de i alt 666 statsansatte i Miljø- og Landbrugsministeriet, som skal flyttes fra hovedstaden og ud i landet, har sagt op – og det fik Sara Vergo, formand for de offentligt ansatte DJØF’ere, til at råbe op om medarbejderflugt:
”Man befinder sig på en skude, der er ved at synke,” sagde hun.
Hvad i alverden mener hun? Er det så forfærdeligt at skulle flytte? Ja, uden at være alt for polemisk, er det svært at lade være med at tænke på alle de gange, hvor selvsamme DJØF’ere gerne har udarbejdet regneark, hvor andre offentlige ansatte er blevet kostet rundt med.
AT VÆRE STATSANSAT – med god løn, gode arbejdsvilkår, god ferie, god pension – er altså ingen statsgaranti for altid at have det samme job det samme sted. Præcist som for alle andre her i landet risikerer man, at ens arbejdsplads flytter. Sådan er det jo.
Jeg er faktisk en stor tilhænger af Venstre-regeringens ønske om at flytte tusinder af statslige arbejdspladser fra hovedstaden til resten af landet – og jeg betragter det som pinligt klynkeri, når vellønnede funktionærer piver over udflytning.
HELT ÆRLIGT:
Enhver privatansat, enhver fabriksarbejder, enhver murer, enhver slagteriarbejder og masser af andre, som arbejder andre steder end i staten, kender til at blive flyttet. Eller lukket! Spørg bare på Bornholm, i Sønderjylland, i Vestjylland, i Vendsyssel, på Thy og andre steder:
Her er titusinder af arbejdspladser flyttet væk – mange af dem til hovedstadsområdet.
Der er to grunde til, at jeg synes, at regeringens store udflytningsplan er en god ide:
FOR DET FØRSTE at det er på tide, at staten tilgodeser resten af landet – efter i årtier at have flyttet det meste den anden vej.
For det andet at det er vigtigt, at vi lærer, at vi er et helt land – og at der altså intet er i vejen med at bo andre steder end i København.
Er det sjovt at blive tvunget til at flytte, når ens arbejdsplads flyttes? Nej! Selvfølgelig vil de fleste af os helst blive boende, hvor vi troede, vi altid skulle bo. Hvor vi har bopæl. Hvor vores ægtefælle arbejder. Hvor vores børn går i skole. Hvor vores venner også er.
Men: Vi kan altså ikke kræve, at det arbejde, vi har i dag, er et livstidsjob:
SOMMETIDER GIVER DET MENING, at en arbejdsplads flytter. Sådan er det i slagteribranchen – og sådan bør det også være i staten. At være fastansat i staten er ingen garanti mod forandringer. Det gælder, hvis man er i et ministerium, en styrelse eller i DR for den sags skyld.
Hvis man ikke kan få en flytning til at hænge sammen, ja, så har man jo – og undskyld jeg siger det så direkte – faktisk mulighed for at sige sit job op. Søge noget andet. Ingen tvinger en til at flytte til Sønderborg.
HVAD MED DIG SELV, tænker du måske? Tja, jeg har faktisk selv oplevet at skulle rejse efter et arbejde. To gange har jeg boet i København og rejst frem og tilbage til et arbejde i Odense. For et par år siden blev mit daværende job flyttet fra Europa til Latinamerika. Jeg stoppede.
Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det er irriterende, ja, måske endda belastende, når ens arbejdsplads flyttes – men jeg synes faktisk ikke, at det er kønt at se, hvordan vellønnede, fastansatte DJØF’ere skælder ud over at skulle flytte ud i landet.
Danmark er faktisk et lille land – det er vel ikke muligt at komme længere fra København end fire timer i bil. Der er oven i købet dejligt de fleste steder. Så flyt dog derud. Eller find noget andet at lave. Lad i hvert fald være med at klynke.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.