Det er efterhånden velkendt, at økonomiske hensyn vejer tungt i kommunernes forvaltning af social- og beskæftigelseslovgivningen. Og det er et anerkendt og velbeskrevet problem for borgernes retssikkerhed, at kommunerne jævnligt udøver det, som Advokatrådet kalder en grænsesøgende afgørelsespolitik – altså at de går uden for grænsen af lovgivningen, hvis det kan give dem en økonomisk besparelse. Det har jeg skrevet flere blogindlæg om her på Avisen.dk.
Advokatrådet fremlagde sidste forår en række anbefalinger til, hvordan den grænsesøgende afgørelsespolitik kunne modgås og retssikkerheden i denne henseende forbedres. Anbefalingerne udmøntede sig blandt andet i to beslutningsforslag til Folketinget fra Dansk Folkepartis handicapordfører Karina Adsbøl, som blev fremsat i november 2015 og 1. behandlet i januar 2016. Det er henholdsvis beslutningsforslagene B 35 om kompensation i klagesager efter Serviceloven, hvis påklager får medhold, og B 36 om opsættende virkning i klagesager efter Serviceloven, det vil sige om, at en afgørelse først skal få virkning, når den er endeligt stadfæstet.
FØRSTEBEHANDLINGEN af de to nævnte beslutningsforslag i januar 2016 viste et meget delt Folketing, for så vidt angår, hvad man havde tænkt sig at stille op med den pressede retssikkerhed. Dengang var der en betydelig modvilje fra især Venstre og Socialdemokraterne imod de to beslutningsforslag, som skulle sikre retssikkerheden, men også en vis skepsis at spore hos De Konservative og De Radikale. Det skrev jeg om i et indlæg i januar 2016.
I den mellemliggende periode er beslutningsforslagene blevet udvalgsbehandlet i Folketingets Social- og Indenrigsudvalg. Nu ser det ud til, at i al fald beslutningsforslaget om opsættende virkning i klagesager har fået flertal bag Folketingets partier.
Det er sket, efter at Karina Adsbøl på et ønske fra nogle af de øvrige partier har lavet nogle små ændringer i beslutningsforlaget. Blandt andet har hun efter ønske fra Venstre, Liberal Alliance, Konservative, Socialdemokraterne og De Radikale skærpet kriterierne for, hvornår en klagesag kan tildeles opsættende virkning.
I EN BETÆNKNING den 21. april 2016, som alle Folketingets partier står bag, har Social- og Indenrigsudvalget således indstillet til Folketinget at vedtage beslutningsforslag B 36, som i den ændrede ordlyd:
”… pålægger regeringen at fremsætte lovforslag i folketingsåret 2016-17, der giver opsættende virkning i klagesager for borgere med handicap, der har fået frataget eller nedsat hjælp efter lov om social service, selv om den pågældende ikke har forbedret sin funktionsevne, og hvis kommunens afgørelse om fratagelse eller nedsat hjælp får vidtrækkende konsekvenser, som ikke eller kun vanskeligt lader sig genoprette.”
Ifølge Karina Adsbøl vil beslutningsforslaget få afgørende positiv betydning for de borgere, der vil opnå opsættende virkning i en klagesag:
”Borgerne kommer ikke til pludselig at stå uden hjælp, mens den pågældendes klagesag behandles, og kommunernes praksis med at føre sociale klagesager for at fastslå minimumsstandarder vil blive begrænset. Hermed får kommunerne et incitament til at behandle klagesager hurtigere, idet der ikke vil kunne opnås en besparelse under sagsbehandlingsforløbet. Incitamentet til at frakende eller forringe hjælpen i strid med loven forsvinder, idet kommunerne fremover ikke vil kunne opnå en besparelse, mens en klagesag pågår.
Retssikkerheden for borgere med handicap vil desuden blive øget, så hovedvægten kommer til at ligge på netop social retssikkerhed frem for på det kommunale systems mulighed for budgetstyring. Hvis beslutningsforslaget vedtages, vil borgere med nedsat funktionsevne ikke længere skulle lide under, at deres liv uretmæssigt falder fuldstændig fra hinanden, mens de venter på, at klagen færdigbehandles i Ankestyrelsen.
Beslutningsforslaget er et klokkeklart bevis på, at et enigt socialudvalg er træt af, at kommunerne prøver grænser af.”
FRA UDVALGSBEHANDLINGEN er det i øvrigt interessant at bemærke social- og indenrigsministerens svar på to udvalgsspørgsmål. Man havde for det første bedt hende redegøre for de økonomiske konsekvenser af B 36 inklusiv de stillede ændringsforslag. Her svarede hun, at forslaget vil kunne berøre mellem 1000 og 7900 sager årligt med konsekvenser i udgifter til sagsbehandling i Ankestyrelsen og merudgifter til ydelser.
Man havde for det andet bedt hende redegøre for, hvor meget kommunerne hvert år sparer ved at træffe ulovlige afgørelser, som senere bliver omgjort eller ophævet af Ankestyrelsen. Til dette svarede hun, at det ikke kan opgøres på det foreliggende grundlag. Det er lidt pudsigt, at ministeren ikke kan opgøre det ene forhold, men godt komme med et skøn på det andet. De to ting hænger jo sammen. Hvis kommunerne allerede handler i overensstemmelse med lovgivningen, vil de jo ikke få flere ekstraudgifter.
FORMENTLIG KAN vi vente en vedtagelse af beslutningsforslaget om opsættende virkning til 2. behandlingen den 3. maj 2016. Det er et stort skridt fremad på retssikkerhedsområdet! Især når man betænker den massive modvilje, som regeringen selv udviste ved 1. behandlingen af beslutningsforslaget i januar måned, og den modvilje, som overhovedet har præget de seneste socialministre i forhold til at rette op på retssikkerhedsforholdene.
Herefter venter en lovfremlæggelse i Folketinget i løbet af folketingsåret 2016-17. Vi må håbe, at det også kan lykkes at få beslutningsforslaget vekslet til lovgivning og bedre vilkår for nogle af de berørte borgere. For det er virkelig tiltrængt.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.