MIN GODE ven og læremester i sprog, professor emeritus Peter Harms Larsen har en idé om, at kreativitet og kunstskabelse er et produkt af personlighed og modstand. Sjovt nok kan den påstand gå rent ind hos både konservative, liberalister og hos de rødeste marxister. I den ene ende af skalaen er modstand en ”lutring” – man bliver tvunget til at tage sig sammen, når man har noget at slås mod. I den anden ende er den tænkning, at al udvikling er resultatet af en kamp mellem den beroende magt og den nye befriende – klassekamp!
Jeg tænker på Peter, mens det ikke ligefrem kommer væltende ud med ideer. Jeg synes ellers, jeg kan få øje på modstanden lige nu. Sådan helt konkret, mens jeg skriver disse ord og sidder halvskævt ved skrivebordet med højre ben hævet på en omvendt papirkurv. Jeg har brækket anklen og fået tilkendt halvanden måned på noget, der økonomisk ligner vand og brød – sygedagpenge.
Er jeg blevet venstreorienteret af at møde menigmands levevilkår?
Tjaaaae!
MEN DET skyldes i givet fald OGSÅ, at politikerne er på vild flugt tilbage til et fortidigt samfundssyn, en hang il at putte sig privat-universet, dyrke nationalismen - og så det der stædige opgør med den røde fare, selv om faren for længst er forduftet. En veninde af mig, Malene Trock Hempler, som er filosof og debattør, blev stoppet af en bekendt – en kendt dansk, borgerlig politiker med denne kommentar: ”Hvor er du dog blevet rød!”. Hun svarede – og du er blevet meget blå. "Du mener sort", sagde han (Manden har humor!).
Der er jo det sande i episoden, at værdierne skrider. Flytter sig som de hurtigst smeltende gletsjere, mens personerne næsten ikke kan følge med. For lidt siden var velfærdssamfundet et mål, en vision, en guldmedalje i det politiske håndværk. I dag er velfærdssamfundet en overmodig omgang med vore ressourcer og noget, der skal skæres i og konkurrencestaten er Gud.
Selv er jeg ikke marxist og har aldrig været det. Jeg mener ikke, at staten skal eje produktionsmidlerne eller at kapitalismen skal smadres for at vi alle skal rykke sammen i kollektiver. I mit univers må man gerne være millionær, gå med høj hat og nyde det.
JEG MENER såmænd ”bare”, at kapitalismen skal holdes i ørerne og at vi skal tage vare på dem, der har det hårdest, lokalt, nationalt og globalt. Men jeg må nok konstatere, at danske værdier er i så hurtigt skred mod højre, at hvis man sætter sig i socialliberal lotusstilling om mandagen, holder på sine faste principper ugen igennem – så skulle der være en god chance for at være venstreorienteret inden weekenden er omme.
Er det så fordi det ultra-blå Danmark har fundet på noget nyt?
Overhovedet ikke.
”Danske arbejdere er for dyre”. Gennem hele arbejderbevægelsens historie har det budskab lydt, at lønomkostningerne er for høje. Joachim B. ligner en potentiel nobelpristager i økonomi, når han optræder som de dovne danskeres revser – og gentager en gammel sang i en lidt nyere rytme. Men det er et genvalgs-show - ikke politisk innovation.
Joachim B er i det mindste en ret god gøgler.
Rigtigt pinligt bliver det, når mere trænede politikere tager synsvinkler op, som er så lagrede, at skimmelsvampen kan duftes gennem fladskærmen.
ET PAR uger efter landbrugsforliget, kom Venstres gruppeformand Søren Gade i et Berlingske-interview med en kommentar, som ikke lod nogen tvivl om, hvor højt oppe i Mester Jakel en spindoktors hånd kan komme.
” Bermudatrekanten – det vil sige området omkring Rådhuspladsen, Danmarks Radio og Frederiksberg – bekymrer sig sikkert ikke meget om fødevareklyngen …”
For det første siger manden noget vrøvl.
Den kulturelle ”Bermudatrekant” omfatter ikke geografi, men er den borgerlige konspirationstanke om det usynlige magtfællesskab mellem Politiken, DR og Gyldendal. Gade har været helt inde i bunden af pulterkammeret for at finde et udtryk for den røde fare. Spindoktorerne har ikke alene evnet at give gruppeformanden nogle vrøvlende replikker – de har også formået at finde en journalist, som ikke spørger ind til forståelsen af denne konspiratoriske tungetale.
For det andet er det godt nok modigt at bringe konspirationer om den kulturradikale Bermudatrekant på banen, når Venstre selv er hovedaktør i den miljøpolitiske ”gylletænketank” (Landbrug&Fødevarer, Venstre og den tungtvejende, borgerlige presse), hvis man nu skal være lige så lyrisk som Gade.
Først gjorde Fogh grin med miljøforkæmperne i sin berømte landsmødetale i 2003: ” … Der er ikke en frø, ikke en fugl, ikke en fisk der har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik. Den eneste, der har fået det ringere, er nok Svend Auken … ”
Så sprang partiet selv på den grønne vogn, da det blev moderne.
OG NU gør man igen grin med ”speltsegmentet” for at få landbrugspolitikken ud af favnen på konkurrenterne fra Liberal Alliance.
Men måske er det største problem tidens politik, at der klynkes for meget af os spelt-gnaskende, vandløbsbeskyttende social-hippier.
Vi kunne jo i stedet gå ud og korte afstanden mellem holdning og handling – i indtil flere politikområder.
- Vi kunne gå sammen med og foran de folkeejede butikker, Irma og Coop, og gøre økologi og dyrevelfærd til en folkesag. Lad lortet ligge og køb kvaliteten! Kunderne bestemmer. Kødet bliver dyrere – men så kan vi med fordel spise noget mindre og spare CO2.
- Vi kunne gå ud og fejre 200-året for højskole- og friskoleskaberen, Christen Kold, ved at gøre noget ved det, som i 1800-tallet var en ren Venstre-sag: Skabe nye friskoler, som er frigjort af karakterræs, elite-tænkning og latinskole-tankegang - vriste børneskolen ud af statsmagtens jern-favn.
- Vi kunne – ikke mindst i det velbjergede Danmark – 3-4-5-6-doble indsatsen for at flygtninge i Danmark kan mærke, at folkeopbakningen til jødernes flugt i 1943 ikke var en tilfældighed eller endnu værre – en efterrationalisering. Og Ungarns-hjælpen i 1956 ikke et koldkrigsshow. Inviter de fremmede. Mød dem. Og reager og protester med musik kunst og råbekor, når vi putter vore flygtende medmennesker i teltlejre i et af verdens lykkeligste og rigeste lande.
MANGE GODE sjæle ER i gang, men hvorfor dog ikke skabe massebevægelser i størrelser som dem, der skabte det demokratiske og sociale Danmark i de to foregående århundreder?
Venstres svigt overfor deres egne rødder, behøver vel ikke at gøre hele den danske nation historieløs?
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.