Der kører nu over 650.000 elbiler på de danske veje. Samtidig bliver bilernes batterier gradvist større.
Ved udgangen af juni havde den samlede danske elbilpark en batterikapacitet på 50,9 GWh. Det er 52,8 procent mere end på samme tidspunkt sidste år, viser tal fra Bilstatistik.dk, som Mobility Denmark har offentliggjort.
Den større kapacitet betyder ikke kun længere rækkevidde for mange nye elbiler. Med intelligent opladning kan bilerne også lades, når der er rigeligt med billig vind- og solenergi, og dermed aflaste elnettet.
Ifølge Mobility Denmark erstatter de danske elbiler allerede omkring 600 millioner liter benzin om året. Omtrent 30 moderne havvindmøller kan producere strøm nok til et års kørsel for den nuværende elbilpark.