I et halvt år holdt hun op med at sove. Fuldstændig. Det var ikke frivilligt, for hun gik skam i seng, men var alt for opkørt og aktiveret til at finde ro og måtte nøjes med at ligge og tælle ned til, at vækkeuret varslede en ny dag, som hun slet ikke var parat til.
- Det kan man jo slet ikke holde til. Så med den manglende søvn fulgte angsten. En lammende angst, der gjorde, at jeg kæmpede for at komme af døren og var bange for alt. For at skulle mødes med veninderne dagen efter, selv om jeg ellers er meget social. For at skraldemændene skulle vække mig klokken halv fem næste morgen. For, om jeg kunne bevare min identitet og i det hele taget klare mosten. Hvadsomhelst, fortæller Sara på 35.
Bange for at stå frem
Sara er ikke hendes rigtige navn. Det vil hun nemlig ikke have frem, fordi hun er selvstændig designer og efter fire års kamp for at komme ud af stressens ubarmhjertige klør er tilbage på fuld styrke på arbejdsmarkedet. Det skal ikke ødelægges af, at kunder vælger hende fra af frygt for, at hun er en sart plante, der ikke kan leve op til aftaler.
- Jeg beklager, men så enkelt er det. Men jeg synes, at min historie fortjener at blive fortalt, hvis den kan hjælpe nogle af de mange, der bukker under for stress i dag, siger Sara.
Det var massivt og systematisk overarbejde gennem flere år, der lagde et solidt fundament for hendes egen stress. Arbejdet satte sig i perioder på 12 timer i døgnet.
- Jeg har haft en meget omskiftelig barndom, er blandt andet vokset op i Somalia, og har altid haft sådan en underliggende uro. Den arbejdede jeg mig ud af. Samtidig er jeg meget perfektionistisk med mine ting, og har knyttet en stor del af min identitet op på det, jeg laver. Men kroppen kan jo ikke holde til at arbejde i det gear, mener Sara.
Tanken var tom
Derfor var der heller ingen ressourcer at tære på, da kæresten blev syg og fik konstateret en tumor i baghovedet.
- Han er helbredt og har det godt i dag. Men mens alt stadig var kaos og uvished, var belastningen bare for meget for én, der i forvejen havde slidt sig ned på arbejde, husker Sara.
Efterhånden som søvnløsheden og angsten tog over, mistede hun grebet om sit arbejde og havnede til sidst på sygedagpenge.
Derefter prøvede hun i flere år selv at finde tilbage til roen og balancen i sit liv med psykologhjælp, meditation og en buddhistisk tilgang til tilværelsen. Men hun savnede at møde andre, der som hende kæmpede for livet.
Jeg drænede mine omgivelser
På et tidspunkt i 2016 læste hun så om et nyt tilbud fra Københavns Kommune om stressforløb for stressramte borgere. Hun bad sin læge om en henvisning, og her fandt Sara vejen til sin indre ro.
- Det er tre timer om ugen i ni uger, og her kommer du sammen på hold med andre, der også kæmper for at få deres hverdag til at hænge sammen. Der var nogle dygtige psykologer tilknyttet, som lærte os nogle meget brugbare og værdifulde teknikker. Men man skal ikke underkende værdien af fællesskabet. Mennesket er et flokdyr, der har brug for hinanden til at finde tryghed, mener Sara.
Det var også en lettelse for hende, at hun med sine lidelsesfællers selskab kunne aflaste familie og venner.
- Der er grænser for, hvad man kan kræve af opmærksomhed og hjælp fra sine nærmeste. Deres hverdag skal jo også hænge sammen. Som stressramt gik jeg med konstant skyldfølelse over at dræne andre, fortæller hun.
Søvnløshed er som tortur
Ud over psykologsamtaler lærte hun mindfulness og forskellige meditationsteknikker under stressforløbet.
- Der sker noget unikt, når man samles om meditation i en større gruppe. Og for én, hvis hjerte normalt banker derudaf i højeste gear, er det fantastisk at mærke kroppen falde helt til ro. I bund og grund handler det jo bare om at trække vejret helt ned i maven og være fuldt ud tilstede i nuet, fortæller Sara.
I dag sover hun meget bedre. Alene dét at vide, at det også er et problem for andre stressramte, gjorde, at hun følte sig mindre forkert – og derfor kunne tage det lidt mere afslappet. Men skulle det knibe en enkelt nat, har nu fået et login til nogle meditationsprogrammer, som hjælper hende med at falde til ro. For soves skal der.
- I nogle lande er det jo en torturmetode at holde folk vågne, siger hun for at understrege problemets alvor.
Kroppen husker jo
Hun ville ønske, at flere stressramte fik glæde af det kommunale behandlingstilbud, og at lægerne var flinkere til at henvise til det. For Saras vedkommende var det nemlig hende selv, der opsøgte viden om stressforløbet.
- Jeg har det godt nu, selv om jeg aldrig bliver den samme som før. Jeg har ikke den samme robusthed. Det er som om, min hud er flået af. Kroppen husker jo og er på vagt over for nye faresignaler. Men nu har jeg nogle teknikker, som jeg bruger hver dag, og som hjælper mig, fortæller hun.