Af generalsekretær i Red Barnet Johanne Schmidt-Nielsen og chef for beskyttelse af børn i kriser i Red Barnet Jesper Hildebrandt Brix:
Krig i Ukraine. Konflikter i Mellemøsten. Indkøb af langtrækkende missiler på dansk grund. Hybridkrig og hackerangreb.
Alvorlige begivenheder fylder massivt i nyhedsstrømmen og på sociale medier, og særligt smartphones og sociale medier bringer begivenhederne ufiltreret ind på børneværelset og i børns hverdag. Samtalerne fortsætter i klasseværelserne, brudstykker bliver overhørt, når voksne taler i fritidsordningen, og rundt om middagsbordet popper spørgsmålet måske op: Kommer der krig i Danmark?
Alvorlige begivenheder fylder meget i børns liv. Faktisk så meget, at over halvdelen af de 9-17-årige siger, at de er bekymrede for kriser, konflikter og andre alvorlige begivenheder. Og for børn og unge med dårlig trivsel er bekymringerne langt mere omfattende. For hvert femte barn og ung med lav trivsel oplever ofte at være bekymret eller bange. Det samme gælder kun for én ud af 50 blandt børn og unge med høj trivsel.
Jesper Hildebrandt Brix Foto: Red Barnet
Når børn går alene med bekymringer om voldsomt indhold, som fylder i feedet på deres telefoner, kan det skabe utryghed og mistrivsel. Børns forestillingsevne kan gøre alvorlige begivenheder svære at overskue, fordi børnene selv forsøger at udfylde de huller, de mangler forklaringer på. Derfor har de brug for voksne, som kan forklare, give perspektiv og hjælpe med at oversætte voldsomt indhold og nyheder.
Desværre viser undersøgelsen også, at børn med lavere trivsel oftere selv forsøger at håndtere deres bekymringer, og at utrygheden kan sætte sig fysisk i kroppen. Hvert tredje barn, af de børn som er bekymrede, har svært ved at falde i søvn, og hvert fjerde mister lysten til at tage i skole.
Det kalder på handling, og at vi fastholder søgelyset på børn med lav trivsel. For lige nu afhænger børns adgang til støtte og hjælp af, om der er overskud til samtaler i hjemmet, og om forældrene føler sig klædt på til at tage samtalerne.
Voksne har et fælles ansvar for børns tryghed
Her er det afgørende, at børn og unge får en særskilt plads i totalberedskabet, og at vi får fokus på deres perspektiver og behov. Børn er en sårbar gruppe i sig selv, de har andre forudsætninger for at forstå og håndtere kriser end voksne, og børn rammes hårdest af kriser. Alligevel er børn i dag stort set fraværende som selvstændig målgruppe i beredskabsplanerne. Det skal vi ændre.
Men ansvaret stopper ikke ved beredskabsplanerne. Vi skal også sikre, at børn ikke står alene med det, de ser, hører og frygter. Derfor skal vi som voksne, og som samfund, også tænke anderledes. Vi skal skabe rum for dialog og spørgsmål om kriser, krig og konflikter, så vi kan hjælpe børn og unge med at få talt om deres bekymringer og tanker.
Det er de voksne omkring barnet, der har ansvaret for at sikre, at børn ikke går alene med deres bekymringer. 9 ud af 10 børn og unge siger, at de helst vil tale med deres forældre, men for de børn, der ikke har forældre, der kan tage samtalen, kan særligt pædagoger og lærere spille en vigtig rolle i at skabe støtte og tryghed for de børn, der ellers går med utrygge tanker for sig selv.
Børnene siger også, at de ønsker tidspunkter i skolen, hvor de kan stille spørgsmål, dele bekymringer og høre, hvad andre tænker om det, der sker i verden. Den dialog i skolen kan vise, at børnene ikke er alene om deres tanker og bekymringer, og at det ikke er farligt at tale om sine bekymringer.
Johanne Schmidt-Nielsen Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Hvis skoler og fritidstilbud får en fast praksis for at skabe plads til samtaler om alvorlige begivenheder, kan vi også blive bedre til at gribe de børn, der ikke har voksne at dele deres tanker med.
Det er et fælles ansvar, at vi bliver bedre til at tale med børn om den verden, de er en del af. For nyhederne og det voldsomme indhold finder vej ind i børns bevidsthed, når de lytter med til bilradioen eller kigger på deres smartphone, hvor korte, dramatiske videoer på sociale medier giver anledning til flere spørgsmål end svar.
Derfor er det vigtigt, at både forældre, lærere og pædagoger stiller sig til rådighed for at tale med børnene. Man behøver ikke være ekspert i international krig, hybridangreb og storpolitik, men man skal møde barnet, lytte og være nysgerrig på, hvad børnene har hørt, og hvad de tænker. Det kan hjælpe med at afklare misforståelser, anerkende børnenes følelser og skabe tryghed.?
Vi kan ikke fuldstændigt skærme vores børn fra alt det, som sker i verden. Men sammen kan vi – som fagpersoner og forældre – blive bedre til at sikre, at børn og unge oplever en større grad af tryghed, og at ingen børn og unge går alene med deres bekymringer.