Midt- og Vestsjællands Politi efterforsker fem anmeldelser om svindelforsøg og bedrageri mod kvinder i Køge og Stevns.
Fire kvinder mistede mellem 20.000 og 92.000 kroner, mens en femte gennemskuede svindelforsøget.
Fem kvinder i alderen 60 til over 80 år har været udsat for svindlere, der udgav sig for at være fra politiet. I fire af tilfældene lykkedes det at franarre kvinderne i alt 227.000 kroner. Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Svindlerne benyttede sig af historier om mistænkelige pengeoverførsler og misbrug af MitID. Flere af kvinderne blev efterfølgende opsøgt på deres bopæl af mænd, som fik udleveret betalingskort og koder.
Var skeptisk
En kvinde i 80'erne fra Køge blev allerede mandag kontaktet af en person, der påstod at være fra politiet. Kvinden var skeptisk og afviste gentagne gange at udlevere sine betalingskort. Alligevel lykkedes det torsdag svindlerne at overtale hende. En mand mødte op på hendes adresse og fik kortene udleveret. Inden de pårørende nåede at spærre dem, var der hævet 27.000 kroner.
En anden kvinde i 80'erne fra Stevns Kommune mistede 92.000 kroner, efter at svindlere gennem flere dage havde fået adgang til hendes netbank og betalingskort.
Mistede 88.000 kroner
En kvinde i 70'erne fra Køge var i kontakt med svindlerne fra klokken 13.21 til 18.50. Hun blev overbevist om at udlevere betalingskort og koder til en mand, der kom hjem til hende. Det kostede hende 88.000 kroner, mens en kvinde i 60'erne mistede yderligere 20.000 kroner ved en lignende fremgangsmåde.
Ikke alle lod sig narre. En kvinde i 80'erne fra Køge blev ringet op af en person, der påstod, at hendes MitID var blevet misbrugt. Hun gennemskuede forsøget, afsluttede samtalen og kontaktede politiet.
Politiet leder efter mændene
Politiet har fået beskrivelser af de mænd, der mødte op hos kvinderne.
De beskrives som mænd omkring 25-35 år, typisk iført mørkt tøj. Der er forskelle i beskrivelserne af blandt andet højde, hår og påklædning.
Midt- og Vestsjællands Politi efterforsker nu sagerne for at finde frem til personerne bag svindlen.