Østjyllands Politi har fra januar til oktober fået 1.811 anmeldelser om indbrud i private hjem.
Det er 248 flere end samme periode sidste år, og 1.239 af indbruddene er sket i Aarhus Kommune.
Politiet beder nu borgerne holde ekstra øje med naboens hus op til julen.
Flere østjyder har haft ubudne gæster i hjemmet i år. Fra 1. januar til og med 31. oktober har Østjyllands Politi fået 1.811 anmeldelser om indbrud i private hjem. Det er 248 flere end i samme periode sidste år.
Det oplyser Østjyllands Politi, der nu beder borgerne om hjælp op til julen. Aarhus Kommune er klart hårdest ramt med 1.239 anmeldelser mod 956 sidste år.
Politiet har ellers sigtet flere for indbrud end sidste år, nemlig 214 mod 177.
- Vores betjente har anholdt og sigtet markant flere for indbrud end året før, og vi har også fået en del gode domme til lokale indbrudstyve, men alligevel må vi konstatere, at antallet af indbrud er vokset bekymrende meget, siger efterforskningschef Flemming Nørgaard.
Han peger på, at der erfaringsmæssigt kommer ekstra mange indbrud i juletiden.
En vaks nabo fik fat i tyven
Politiet opfordrer østjyderne til at holde øje med mistænkelige personer og biler og til at lave aftaler med naboerne om at holde øje med hinandens huse.
Fredag aften anholdt en patrulje en formodet indbrudstyv i Aarhus N. En borger havde ringet til politiet, da han så nogen gå rundt med en tændt lommelygte i naboens lejlighed.
- Når vi fanger en indbrudstyv på fersk gerning, så er det de fleste gange, fordi der har været en opmærksom nabo eller forbipasserende, der har opdaget noget mistænkeligt og skyndt sig at ringe til os, siger Flemming Nørgaard.
Politiet tager som udgangspunkt ud til alle indbrud i private hjem for at lede efter spor.
Politiets fem råd mod indbrud
- Lav en aftale med naboerne om, at I holder øje med hinandens hjem.
- Sørg for god belysning ved dit hjem, så tyven har sværere ved at arbejde i fred.
- Få det til at se ud, som om der er nogen hjemme. Lad for eksempel opvasken stå, og brug tænd/sluk-ure.
- Ring 114, hvis du ser mistænkelige personer eller køretøjer i nabolaget.
- Ring 112, hvis du ser et indbrud, der er i gang.