Af Lars Rytter Sørensen, pårørende og debattør, Erik Klippings Vej 1K, 8960 Randers SØ
Reality-tv vil gerne have almindelige mennesker. Helst mennesker, der ikke allerede er trænet i at tale til pressen, styre deres image og tænke tre svar frem, før kameraet bliver tændt. Det er jo netop noget af det, der gør programmerne interessante, men når udsendelsen rammer skærmen, bliver de samme mennesker pludselig behandlet som offentlige personer, selv om mange af dem aldrig før har talt med en journalist eller prøvet at have tusindvis af fremmede mennesker med en mening om deres liv.
Jeg har selv fået et ret nært kig ind i den verden som pårørende. Min kæreste, Birgitte deltog i TV 2 programmet Forræder - Ukendt Grund, og hun havde medietræning med i bagagen fra hendes uddannelse allerede inden optagelserne. Det var for hende en fordel. Hun kendte nogle af spillereglerne og vidste lidt om, hvad der kunne ske, når programmet først blev sendt, og interessen begyndte at vokse.
Den erfaring fik mig til at tænke på alle dem, der ikke har det samme med sig. Nogle går nærmest direkte fra et almindeligt privatliv til en virkelighed, hvor journalister ringer, fremmede skriver beskeder, og folk på sociale medier pludselig har meget faste meninger om dem. Det kan gå stærkt. Rigtig stærkt, faktisk.
Produktionsselskabet ved godt, hvordan det fungerer. Tv-stationen gør også, og journalister arbejder med den slags hver eneste dag. Deltageren kan stå et helt andet sted og måske først opdage bagefter, hvor lidt kontrol man egentlig har over en overskrift, eller hvor hurtigt en enkelt bemærkning kan blive til noget langt større end det, man selv troede, man sagde.
Behov for medietræning
Branchen har allerede fælles retningslinjer for børn og unge under 18 år, når de medvirker i film og tv. Det giver god mening. Medieerfaring kommer bare ikke dumpende ned fra loftet, fordi man fylder 18, og man bliver heller ikke automatisk god til at håndtere offentlig opmærksomhed, fordi man juridisk er voksen.
En 19 årig kan være fuldstændig grøn, når telefonen ringer fra et medie for første gang. Det kan en 35 årig også. Det kan en 50 årig for den sags skyld, hvis vedkommende aldrig tidligere har haft noget med pressen at gøre, så alder er egentlig et ret dårligt mål for, hvem der har brug for lidt hjælp.
Kulturministeriet burde efter min mening tage fat i Producentforeningen, tv-stationerne og andre relevante folk i branchen og få lavet en fælles ordning med medietræning til førstegangsmedvirkende i reality og andre programmer med stor offentlig eksponering. Det behøver ikke blive et stort kursusforløb med flere dage i et konference-lokale. Et par timer med de mest grundlæggende ting ville allerede kunne gøre en forskel, og nogle gange er det netop de helt enkle ting, man har brug for at få at vide.
Hvordan fungerer et interview egentlig, når man ikke selv bestemmer vinklen bagefter? Hvad sker der, når man svarer lidt for hurtigt på et spørgsmål om sit privatliv eller om en anden deltager? Den slags virker måske selvfølgeligt for mennesker, der arbejder med medier, men det er det altså ikke for alle, og det bliver først rigtig tydeligt, når man pludselig selv står i situationen.
Sociale medier er en anden del af det. En profil, der før mest blev set af venner, familie og kolleger, kan på kort tid blive fyldt med kommentarer fra folk, man aldrig har mødt. Nogle er søde, andre er bestemt ikke, og det kan være svært at vide, hvordan man skal reagere, hvis man aldrig har prøvet noget lignende før.
Skal ikke pakkes ind
Noget af medietræningen burde også handle om, at man ikke behøver svare på alt. Det lyder næsten for banalt til at nævne, men det er det ikke. Når man står i situationen og gerne vil være flink, imødekommende eller gøre det rigtige for programmet, kan det være meget nemt at få sagt mere, end man egentlig havde tænkt sig.
Jeg synes heller ikke, at det hele bare skal overlades til det enkelte produktionsselskabs pressefolk. De arbejder naturligt for programmet og for produktionen, og deltagerens interesser er ikke altid helt de samme. Det betyder ikke, at nogen vil deltageren noget ondt, men rollerne er forskellige, og det er faktisk værd at holde fast i.
Reality-deltagere skal selvfølgelig ikke pakkes ind i vat. De vælger selv at være med, og de må også stå på mål for det, de siger og gør. Det ændrer bare ikke ved, at mange siger ja til noget, som de i praksis har svært ved at forestille sig rækkevidden af, før programmet bliver sendt.
Min kæreste havde allerede nogle redskaber med sig, da hun deltog, og jeg kunne se værdien af dem tæt på. Mange andre går ind i den samme verden uden den slags forberedelse. Når tv branchen gerne vil bruge almindelige mennesker, fordi det netop er dem, der gør programmerne interessante, synes jeg ikke, det er urimeligt at bede branchen om også at give dem lidt mere at stå imod med, når offentligheden banker på.
Indlæg er udtryk for skribentens egne holdninger.