Mænd kan fra 22. november få et helbredstjek ved udvalgte fodboldstævner. Det er Falck, der faciliterer tjekket i stævneområdet.
For hver person, der tager et helbredstjek, bliver der doneret 100 kroner til en valgfri lokal breddefodboldklub.
Der er fem stævner på programmet frem til 20. december.
Mænd, der er til fodboldstævne, kan fra søndag 22. november få foretaget et helbredstjek i stævneområdet. Det er Falck, der faciliterer tjekket, og for hver person, der tager det, bliver der doneret 100 kroner til en valgfri lokal breddefodboldklub.
Bag indsatsen står DBU Bredde, Forum for Mænds Sundhed og Novo, og budskabet er "Få det tjekket, mand". Det skriver DBU. Målet er at gøre det lettere for mænd at tage det første skridt mod bedre helbred.
Langt de fleste danske mænd vurderer selv, at deres helbred er godt. Det gør 84 procent, viser Den Nationale Sundhedsprofil 2025. Samtidig lever mere end hver femte mand mellem 35 og 54 år med svær overvægt, som ifølge DBU er en kendt og væsentlig risikofaktor for følgesygdomme som forhøjet blodtryk, diabetes og slidgigt.
Klubberne som samlingssted
Bjarne Christensen, formand for DBU Bredde, ser fodboldklubberne som et sted, hvor samtalen om sundhed kan komme i gang.
- Fodboldklubberne er meget mere end det, der sker på banen. De er samlingssteder bygget på stærke relationer og tillid, som kan medvirke til at lette en samtale om sundhed og opfordre hinanden til at få et helbredstjek, siger Bjarne Christensen.
Hos Forum for Mænds Sundhed peger direktør Mie Møller Nielsen på, at mange mænd venter.
- Vi ved, at alt for mange mænd reagerer sent på deres symptomer. Derfor handler det om at skabe en indgang, og gøre det første skridt mod at handle på egen sundhed mere tilgængeligt, siger Mie Møller Nielsen.
Novo Danmarks landechef, Mads W. Ø. Larsen, kalder mænds kortere gennemsnitslevetid en samfundsudfordring, som ikke kan overlades til den enkelte mand alene.
Indsatsen bygger videre på samarbejdet mellem Forum for Mænds Sundhed og Novo, som tidligere på året blandt andet satte mænds sundhed på dagsordenen på Copenhell. Med DBU Bredde som ny partner rykker den nu ind ved udvalgte fodboldstævner.
Fem stævner frem til 20. december
Helbredstjekket kan i første omgang tages ved disse stævner resten af året:
- Søndag 22. november kl. 10-16: Air Pitch-stævne, DBU Sjælland, TopDanmark Hallen i Ballerup.
- Lørdag 5. december kl. 10-16: indefodboldstævner, DBU Jylland, Vildbjerg Sportscenter eller Mejrup Fritidscenter i Holstebro.
- Søndag 6. december kl. 9.30-18: indefodboldstævner, DBU Jylland, Bagterp Hallen i Hjørring.
- Lørdag 12. december kl. 10-16: Air Pitch-stævne, DBU Sjælland, AB Hallen i Bagsværd.
- Søndag 20. december kl. 9-16: 3:3 Vinterbold, DBU København, Valbyhallerne i København.