En hotelkoncern i København melder om et julerush fra USA.
Hos hotelkoncernen Ligula er bookingerne fra amerikanske gæster til december steget med 71 procent i forhold til sidste år.
Også de officielle tal viser flere amerikanske turister i Danmark i år.
Amerikanerne har fået smag for København i juletiden. Hos hotelkoncernen Ligula Hospitality Group er bookingerne fra amerikanske gæster til december steget med 71 procent i forhold til samme periode sidste år.
Koncernen driver ProfilHotels Richmond, ProfilHotels Copenhagen Plaza og Good Morning Copenhagen Star i København. Fremgangen gælder også efteråret. I oktober steg de amerikanske overnatninger på kædens københavnske hoteller med 31 procent og i november med 15 procent. Julen er dermed blevet kædens hurtigst voksende periode uden for højsæsonen.
Sommeren er dog stadig den tid på året, hvor kæden har flest amerikanske gæster i København.
- Det interessante er, at væksten i efteråret og juletiden ikke sker på bekostning af sommeren. Tværtimod ser vi en reel sæsonudvidelse, siger Sebastian Löffler, administrerende direktør i Ligula Hospitality Group.
Han peger blandt andet på gode flyforbindelser og på København som krydstogtby.
Flere amerikanere i hele landet
Også de officielle tal viser, at amerikanerne kommer i stigende tal. I første halvår af 2026 steg antallet af amerikanske overnatninger i Danmark med 11 procent, viser tal fra Danmarks Statistik, som VisitDenmark har offentliggjort. Til sammenligning steg de udenlandske overnatninger samlet med 4 procent.
I sommermånederne blev det til 604.452 amerikanske overnatninger i Danmark. Det er 16 procent flere end sommeren før, har Dansk Erhverv regnet ud på baggrund af Danmarks Statistiks tal.