Kundekredsen i Københavns Kommunes stressklinikker er meget lidt repræsentativ i forhold til befolkningen og det behov for behandling, der er.
Fra en kortlægning af sundheden i hovedstaden ved man, at der er lidt over 100.000 københavnere, der lider af stress, og heraf er de 42 procent mænd. Men mændene udgør kun 23 procent af de 464 personer, som i 2016 gennemførte et stressforløb.
Uddannelsesmæssigt rammer stressforløbene også skævt. 43 procent af de stressramte københavnere har en erhvervsfaglig baggrund, men de udgør kun 20 procent af dem, der gennemførte et stressforløb i 2016. Blandt dem var mellemlangt og langt videregående uddannede til gengæld overrepræsenterede.
Kun symptombehandling
Ulla Sørensen, arbejdsmiljøpolitisk chef i forbundet 3F, som organiserer mange faglærte og ufaglærte mænd, ser det imidlertid ikke som et stort problem, at Københavns Kommunes stressforløb først og fremmest bruges af kvinder med længere uddannelser.
Hun ser nemlig ikke stressforløbene som løsningen på de stressproblemer, hendes medlemmer ellers oplever i stor stil.
- Stressklinikkerne behandler symptomerne, men løser ikke problemerne med stress. Det er jo fint, at de behandler dem, som er kommet til skade. Men jeg ville så forfærdelig gerne have, at vi kunne bruge viden fra dem, der kommer i behandling, forebyggende i stedet for at blive ved med at producere skaderne. Folk bliver jo ved med at skulle tilbage til de klinikker, hvis vi ikke får lavet det forebyggende arbejde, siger hun.
Ulla Sørensen vil derfor hverken fraråde eller anbefale sine medlemmer at opsøge stressklinikkerne.
Mænd skal være mere åbne
Men når der er så få ufaglærte og faglærte mænd, der dukker op på klinikkerne, understreger det for hende at se, at der er et andet problem, som skal løses, hvis der skal gøres op med stress. Nemlig, at mænd skal være mere åbne og stå ved deres problemer, når de rammes af stress. Kun på den måde kan problemerne blive diskuteret og behandlet i det åbne på arbejdspladserne.
- Jeg gør en dyd ud af at komme ud og snakke med vores arbejdsmiljørepræsentanter og hører jo, at stress er et stort problem. Jeg har også en oplevelse af, at flere og flere mænd erkender, at de ikke klarer de krav, de er stillet overfor, på den lange bane. Problemerne er opskruet tempo og mangel på anerkendelse og indflydelse. De løses ikke af stressklinikker, men ved at mellemledere uddannes i at arbejde med mennesker og tilrettelægge arbejdet, siger Ulla Sørensen.
Dårlig ledelse
3F’s arbejdsmiljøpolitiske chef henviser til en undersøgelse, som forbundet i år gennemførte i samarbejde med Dansk Psykolog Forening. Her blev knap 800 psykologer spurgt, hvad de vurderede var årsag til deres klienters stress.
80 procent pegede på dårlig kvalitet af ledelse, 75 procent på dårligt psykisk arbejdsmiljø, 72 procent på høje krav til klienternes præstationer og 69 procent på manglende anerkendelse, støtte eller feedback fra ledelsen.
- Fællesnævneren er dårlig ledelse. Det skal vi have arbejdsgiverne til at håndtere. Man skal lære af fejl og ikke dukke nakken, melde sig syg og gå på stressklinik for bare at vende tilbage til arbejdet og få samme dukkert én gang til, siger Ulla Sørensen.
Hun understreger, at det er individuelt, hvor stor en belastning medarbejderne kan tåle, og at det derfor er nødvendigt med stresspolitikker på de enkelte arbejdspladser, så enhver sygemelding på grund af stress tages alvorligt og håndteres ordentligt.
Rygere skal jo også behandles for kræft
Ninna Thomsen (SF), sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune, afviser kritikken af, at stressklinikker kun behandler symptomer og ikke løser stressproblemer. Det ene udelukker ikke det andet, pointerer hun.
- Vi lader jo heller ikke være med at behandle en kræftpatient, der har røget hele livet. Selvfølgelig skal vi yde individuel hjælp til de mennesker, som får stress eller depression. Men det ændrer ikke på, at vi skal kigge på det strukturelle niveau og på, hvorfor Jeppe drikker. For det er da rigtig skidt, hvis arbejdsgiveren bare siger til Jeppe, at han kan tage på stressforløb i Københavns Kommune og så komme tilbage på arbejdet om en måned tid, siger hun.
Det er både arbejdsgivere og tillidsvalgte på arbejdspladserne, der skal erkende, at arbejdsmiljøarbejde ikke længere kun drejer sig om sikkerhedshjelme, men også om trivsel og psykisk arbejdsmiljø, mener Ninna Thomsen.
Tilbagemeldinger gør det ikke alene
Yun Ladegaard, stressforsker på Københavns Universitet, er enig i, at der er behov for individuel hjælp til lønmodtagere, som er gået ned med stress. Men hun giver 3F ret i, at der også er behov for, at man mere systematisk ser på det, der har gjort folk syge på arbejdspladserne.
- Det problem, 3F påpeger, gælder jo ikke kun stressklinikkerne, men også de sundhedsordninger, som mange firmaer benytter sig af for at kunne sende deres ansatte hen og blive fixet. Der bruger man heller ikke systematisk information om de arbejdsvilkår, som har forårsaget lidelserne. Det betyder ikke, at man skal lade være med at behandle folk. Men det er klart, at næste skridt må være, at man arbejder mere systematisk med årsagerne til lidelserne, uden at det bliver problematisk for folk at vende tilbage til arbejdet, siger Yun Ladegaard.
Forudsætningen for, at tilbagemeldinger til virksomhederne ville virke, er imidlertid, at lederne har adgang til professionel hjælp for at løse de problemer, der kommer frem, mener stressforskeren. For hvis de selv kunne løse problemerne, ville de være løst inden en sygemelding på grund af arbejdsrelateret stress, påpeger hun.
- Når man kommer så langt ud, at en medarbejder må melde sig syg på grund af arbejdet, er der mange ting, der kunne have været gjort, før det kom så vidt. Så vil der ofte være behov for professionel støtte på den enkelte afdeling for at kunne identificere og løse problemerne, siger Yun Ladegaard.
Mænd skal holdes isoleret
I forhold til de få mænd i forløbene er sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen opmærksom på, at der skal gøres en særlig indsats.
- Måske handler det om, at samtalerne og mindfulness ikke appellerer til mændene. Men det er jo et mønster, som går igen i mange af vores rehabiliteringsforløb. Mænd har generelt svært ved at åbne op og få sagt ’Hej, jeg har brug for hjælp’, mener hun.
Blandt ideerne på tegnebrættet er kønsopdelte forløb.
- Det nytter ikke noget, at de sidder over for Susanne Mortensen, der sidder med kleenex og snakker som et vandfald, hvis de skal åbne sig og tale om, at de er stressede og sover dårligt. Så måske skal vi have et rum, hvor der kun er mænd, overvejer Ninna Thomsen.