Forskere fra Aarhus Universitet vil have bakterier til at hjælpe med at nedbryde PFAS og medicinrester i spildevandet.
Projektet har fået 7,2 millioner kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond.
Lykkes det, kan metoden på sigt blive en del af de rensningsanlæg, vi allerede har.
Bakterier skal måske snart hjælpe rensningsanlæggene med at bekæmpe nogle af de mest sejlivede stoffer i vores spildevand: PFAS og medicinrester.
Forskere fra Institut for Bio- og Kemiteknologi på Aarhus Universitet har fået 7,2 millioner kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond til at udvikle metoden. Målet er en billigere og mere bæredygtig rensning.
- Vi vil udvikle en proces, hvor bakterier producerer de kemiske stoffer, der skal nedbryde forurening, som den traditionelle spildevandsrensning har svært ved at fjerne, siger professor Barth F. Smets, der leder projektet.
Filtrene fjerner ikke problemet
PFAS er en stor gruppe menneskeskabte fluorstoffer, som blandt andet findes i regntøj, maling, kosmetik og slip-let pander. De nedbrydes kun meget langsomt i naturen og kaldes derfor også evighedskemikalier. Nogle af dem kan være skadelige for både miljø og mennesker.
I dag kan man fjerne PFAS fra vand med for eksempel aktivt kul eller membranfiltre. Men stofferne bliver ikke nedbrudt. De bliver bare samlet i filtre eller restprodukter, som så skal håndteres bagefter. Medicinrester kan også slippe gennem rensningen og ende i vandmiljøet.
Bakterierne skal ikke spise stofferne
Når bestemte bakterier omsætter kvælstof, danner de stærkt reaktive ilt- og kvælstofforbindelser. Lektor Zongsu Wei har vist, at den slags forbindelser kan nedbryde PFAS-stoffet PFOA i et kemisk forsøg i laboratoriet. Nu skal forskerne få bakterierne til selv at gøre arbejdet.
- Vi forsøger ikke at lære bakterierne at spise PFAS eller andre forurenende stoffer. Vi vil i stedet udnytte deres naturlige stofskifte til at producere kemiske forbindelser, som kan angribe stofferne, siger Barth F. Smets.
Forskerne vil også undersøge, om nedbrydningen skaber nye skadelige restprodukter. Og det bliver ikke nemt, erkender Zongsu Wei.
- Det bliver vanskeligt at skabe de nødvendige betingelser ved hjælp af bakterier, og det er faktisk projektets største videnskabelige udfordring, siger han.