30 skoler har fået del i 127.344 kroner fra Skolemælkslegatet i efteråret 2026.
I alt 368 søgte om støtte, men kun 30 fik del i pengene.
Hvert projekt kan modtage op til 5.000 kroner.
Der var rift om pengene, da Mejeriernes Skolemælksordning dette efterår uddelte støtte til aktiviteter på danske skoler. Hele 368 ansøgninger landede hos ordningen, men kun 30 skoler fik tildelt et legat. Samlet er der uddelt 127.344 kroner.
Pengene skal bruges til aktiviteter, der fremmer sundhed, bevægelse, trivsel og fællesskab. Og skolerne har vidt forskellige planer.
På Mariager Skole i Nordjylland skal eleverne spille skoleskak på tværs af årgange, mens elever på Herfølge Friskole på Sjælland får mulighed for at invitere bedsteforældrene med i svømmehallen, og på Fjordskolen i Kruså skal eleverne løse gåder og opgaver i naturen gennem et særligt escape-game.
Skal lære at løse konflikter
På Peterskolen i Rønne på Bornholm går pengene til et interaktivt teaterforløb for elever fra 0. til 3. klasse. Her skal børnene lære at håndtere konflikter ved blandt andet at sætte sig i andres sted og overveje deres egne reaktioner.
- Vi ser det som et forebyggende initiativ, så børnene ved, hvordan man reagerer mest hensigtsmæssigt i en konflikt. Det er ikke alle, der har det med hjemmefra, siger Margit Ambrosen, der er støtteunderviser på Peterskolen.
På Gråsten Skole i Sønderjylland har 6.B. helt andre planer. Her skal eleverne dyste i et MasterChef-inspireret madkundskabsforløb, hvor de selv sammensætter retter og serverer dem for forældre og klasselærer.
- Madkundskab er et fag, hvor alle kan være med og byde ind med deres kompetencer. Vi vil gerne skabe nogle gode minder og give dem glæden ved at skabe noget sammen, siger Majken Pedersen fra forældrerådet.
Ny chance til foråret
Skolemælkslegatet kan søges af blandt andre lærere, pædagoger, elevråd og forældreråd på skoler, der er tilmeldt Mejeriernes Skolemælksordning.
Omkring 1.000 skoler er med i ordningen, og cirka 45.000 børn får dagligt skolemælk gennem den.
Næste uddeling af legater finder sted i foråret 2027.