Læger er blandt de mest attraktive erhverv hos både mænd og kvinder.
Men når det kommer til sexappeal, er der forskel på, hvem der får temperaturen til at stige.
Det viser en gennemgang af fem internationale undersøgelser.
En hvid kittel, en brandmandsuniform eller et par beskidte arbejdsbukser?
Det er åbenbart ikke helt ligegyldigt, hvad der står på visitkortet, når romantikken skal blomstre. En gennemgang af fem internationale undersøgelser, som den danske datingplatform GetSome.dk står bag, viser nemlig, at bestemte erhverv får lidt ekstra opmærksomhed på kærlighedsmarkedet - og lægerne kan godt rette ryggen. De er populære hos begge køn.
I en tysk undersøgelse fra ElitePartner finder 42 procent af kvinderne og 45 procent af mændene læger attraktive som potentielle partnere, men når spørgsmålet handler om ren sexappeal, bliver det straks mere interessant.
Hænderne skruet rigtigt på
Det ser ud til, at en værktøjskasse og en god fysik kan være ganske effektive scoreredskaber. I en undersøgelse fra Lovehoney i 2023 pegede 39 procent af kvinderne på brandmænd som sexede, mens bygningsarbejdere fulgte lige efter med 38 procent. Politibetjente fik også en plads i kvindernes varme tanker med 25 procent.
Og det er ikke kun uniformerne, der virker. Håndværkere ligger helt i top sammen med læger i en tysk undersøgelse fra ElitePartner.
Falder for uniformer og omsorg
Hos mændene ser ønskelisten lidt anderledes ud. I Lovehoneys undersøgelse er kabinepersonale den helt store favorit med 37 procent, mens sygeplejersker følger efter med 34 procent. Sekretærer indtager tredjepladsen med 24 procent.
Men når mændene skal vurdere en potentiel partner frem for blot sexappeal, kommer andre erhverv også i spil. Her scorer blandt andre forskere, kunstnere, pædagoger og ingeniører godt i undersøgelserne.
Nej tak til politikere
Mens nogle erhverv tilsyneladende får hjerterne til at banke hurtigere, må andre nok arbejde lidt hårdere for charmen. I Lovehoneys undersøgelse fandt blot én procent af deltagerne politikere og webudviklere seksuelt attraktive.
Endnu værre gik det for dommerne, der måtte nøjes med 0,75 procent, og drømmer man om at score på titlen som influencer, er der heller ikke meget opmuntring at hente i en østrigsk undersøgelse fra 2023. Her fandt kun tre procent af deltagerne influencere attraktive.
Så måske er der alligevel mere romantik i en værktøjskasse end i tusindvis af følgere på Instagram.