Foreningerne Mødestedet og Svømmeparadis må ikke længere bruge Københavns Kommunes svømmehaller.
De nægtede kommunens mandlige medarbejdere adgang, da kommunen kom på tilsyn med kønsopdelt svømning.
Foreningerne kan nu svare på sagen, og derefter afgør kommunensgaen endeligt.
To foreninger i København har med øjeblikkelig virkning mistet retten til at bruge alle kommunens svømmehaller. De nægtede nemlig kommunens mandlige medarbejdere adgang, da kommunen kom på tilsyn med kønsopdelt svømning.
Det oplyser Københavns Kommunes Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltning. Foreningerne hedder Mødestedet og Svømmeparadis, og tilsynet var varslet på forhånd.
- Det er et kæmpe tillidsbrud, så enkelt er det. Derfor inddrager vi nu svømmetiderne fra de to foreninger, siger kultur-, fritids- og borgerserviceborgmester Christopher Røhl (R).
Helt afgjort er sagen dog ikke. Foreningerne får nu lov at give deres svar til forvaltningen, og derefter bliver det afgjort, om de skal miste tiderne for godt.
Lovligt - men med regler
Det er lovligt at have svømning kun for det ene køn med trænere af samme køn. Men kommunens personale skal have adgang til svømmehallen, uanset om de er mænd eller kvinder.
Får for eksempel forældre eller publikum lov at være der, skal det gælde for begge køn. Det er de regler, kommunen har tjekket siden september.
- Det er selvfølgelig uacceptabelt, når der er nogen foreninger, der ikke vil overholde reglerne, og det skal have konsekvenser, siger Klaus Goldschmidt Henriksen (EL), der er forperson for Folkeoplysningsudvalget.
20 foreninger og ikke syv
Tilsynet afslørede også, at langt flere foreninger tilbyder kønsopdelt svømning, end kommunen troede. Hidtil har forvaltningen sagt syv. Nu er tallet 20.
Kommunen registrerer nemlig ikke, om en forening har hold kun for det ene køn. De fleste hold er for piger og kvinder, mens to foreninger har hold for drenge og mænd.
- Det er utilfredsstillende, at forvaltningen har haft så upræcise tal for, hvor mange foreninger der tilbyder kønsopdelt svømning, siger Christopher Røhl.
Nu skal alle svømmeforeninger i København oplyse, om de har kønsopdelt svømning. Dukker der flere op, får de også besøg.
Seks foreninger dukkede ikke op
Ved seks af tilsynene var foreningen slet ikke mødt op til sin svømmetid. Fem af dem får et nyt besøg, og tre skal forklare, hvorfor de ikke meldte deres tid fra.
Den sjette forening er ikke længere aktiv, og forvaltningen vil anbefale, at den mister sin status som folkeoplysende forening.
Fra 2027 til 2030 kommer kommunen desuden på uanmeldt tilsyn fire gange om året hos foreninger med kønsopdelt svømning. Pengene er afsat i budgetaftalen for 2027.