Østjyllands Politi efterforsker to sager fra weekenden, hvor mænd på 29 og 30 år har fået stjålet deres mobiltelefoner i forbindelse med pirattaxaer.
I den ene sag blev der efterfølgende hævet flere titusinde kroner fra offerets konto.
En dans med en pirattaxachauffør endte med en forsvundet mobiltelefon for en 30-årig mand natten til lørdag.
Manden havde omkring klokken 02.00 taget imod et lift hjem fra en pirattaxa. Da turen sluttede, ville chaufføren vise ham en særlig dans. Under dansen holdt chaufføren så godt fast i manden, at han ikke kunne slippe fri. Da dansen var overstået, satte chaufføren sig hurtigt ind i bilen og kørte væk. Først da opdagede den 30-årige, at hans mobiltelefon var væk fra lommen.
Det oplyser Østjyllands Politi, som modtog anmeldelsen mandag klokken 12.01.
Flere titusinde kroner forsvandt
Senere samme mandag fik politiet endnu en anmeldelse om en episode med en pirattaxa. En 29-årig mand havde søndag morgen omkring klokken 05.30 befundet sig ved krydset mellem Jyllands Allé og Marselis Boulevard i Aarhus.
Her tilbød to mænd ham et lift, men han takkede nej. Kort efter steg den ene mand ud af bilen og tog den 29-åriges mobiltelefon, hvorefter de to mænd kørte fra stedet.
Senere opdagede den 29-årige, at der var blevet hævet flere titusinde kroner fra hans bankkonto.
Politiet advarer mod pirattaxaer
Østjyllands Politi efterforsker nu begge sager. Politiet opfordrer samtidig folk til at holde sig fra pirattaxaer, selv om et lift hjem kan virke fristende efter en bytur.
Anbefalingen er i stedet at benytte en almindelig taxa, bus eller tog eller på forhånd aftale hjemtransport med venner eller familie.