Unge mænd med minoritetsbaggrund skal ofte navigere mellem forskellige sociale normer i deres hverdag.
Ny forskning fra Aalborg Universitet peger på, at det kan give dem særlige sociale kompetencer, som sjældent bliver anerkendt.
Unge mænd med minoritetsbaggrund bliver ofte vurderet på de situationer, hvor de træder ved siden af. Men i hverdagen mestrer mange af dem sociale færdigheder, som andre slet ikke lægger mærke til. Det viser ny forskning fra Aalborg Universitet.
Ph.d. i sociologi Betül Özkaya har undersøgt, hvordan unge mellem 16 og 21 år oplever og håndterer vrede. Hendes forskning bygger på 50 interviews og 30 dagbøger fra unge. Et af fundene er, at mange unge mænd med minoritetsbaggrund udvikler en særlig evne til at tilpasse deres adfærd og følelser efter de mennesker og miljøer, de befinder sig i.
- Mange af de unge er eksperter i at aflæse forskellige sociale miljøer og navigere mellem dem. Det kræver en høj grad af situationsfornemmelse, følelseskontrol og social fleksibilitet, siger Betül Özkaya.
Forskellige regler derhjemme og i skolen
En ung kan eksempelvis være vant til, at vrede bliver udtrykt højlydt i familien eller blandt vennerne, mens samme adfærd bliver opfattet som problematisk i skolen. Det kræver konstant tilpasning at bevæge sig mellem miljøer med forskellige forventninger til, hvordan man taler, reagerer og håndterer konflikter.
Forskeren kalder evnen social kodeveksling. Ifølge Betül Özkaya er det en kompetence, der ofte bliver overset, fordi omgivelserne i højere grad bemærker de situationer, hvor den unge ikke lykkes med at tilpasse sig.
- Når et ungt menneske håndterer syv vanskelige situationer godt og én dårligt, har vi en tendens til kun at fokusere på den ene situation, hvor det gik galt, siger hun.
Skal lære at se styrkerne
Forskningen peger på, at lærere, pædagoger og socialrådgivere med fordel kan være mere opmærksomme på de sociale færdigheder, som de unge allerede har udviklet. For selv om en ung reagerer uhensigtsmæssigt i én situation, kan vedkommende samtidig være dygtig til at håndtere mange andre sociale sammenhænge.
- Vi risikerer at overse vigtige ressourcer, hvis vi kun ser på problemerne, siger Betül Özkaya.
Hun peger på, at de unges erfaringer kan være værdifulde både for dem selv og for samfundet, hvis deres kompetencer bliver anerkendt og får mulighed for at blive brugt.