En 21-årig svensker er tiltalt for mordforsøg, efter at en 14-årig pige i Wien forsøgte at tage sit liv i maj.
Han var til stede uden at gribe ind, mener anklagemyndigheden, og pigen overlevede kun, fordi en nabo slog alarm.
En tysk forsker kalder det helt nyt i netværket The Com, hvis gerningspersonen møder op fysisk.
En 21-årig mand fra Sverige er tiltalt for mordforsøg i Østrig. Anklagemyndigheden i Wien mener, at han bestyrkede en 14-årig pige i hendes selvmordstanker og var til stede, da hun i maj forsøgte at tage sit liv.
Pigen overlevede, fordi en nabo opdagede, hvad der foregik, og tilkaldte politiet. Hun kom på hospitalet i livstruende tilstand, men har det siden bedre og er udskrevet. Det skriver blandt andet ORF og Kurier. De to mødte hinanden på platformene Roblox og Discord, da pigen var 12 år. I to år skrev de næsten dagligt sammen om selvmord, lyder det i tiltalen.
Rejste til Wien
Ifølge tiltalen rejste svenskeren til Wien for at være hos pigen og tog ind på et hotel tæt på hende. Han skal også have hjulpet hende med forberedelserne. Han har selv forklaret, at han så til i flere minutter uden at hjælpe hende. Anklagemyndigheden mener, at han havde pligt til at gribe ind, fordi de to havde et tæt forhold.
Anklagerne mener desuden, at han et døgn eller to før selv forsøgte at slå pigen ihjel. Det bygger på pigens egen forklaring til efterforskerne.
Den 21-årige har siddet varetægtsfængslet siden slutningen af maj. Han var 20 år, da det skete, og risikerer op til 20 års fængsel, hvis han bliver dømt efter tiltalen.
Forsker: Helt nyt
Den østrigske avis derStandard skriver nu, at sagen kan passe ind i mønsteret fra The Com, et løst netværk af onlinemiljøer, hvor børn og unge bliver presset til vold mod andre eller sig selv.
Felix Neumann, ekspert i nihilistisk vold ved den tyske Konrad-Adenauer-Stiftung, genkender en typisk fremgangsmåde: En ung voksen søger kontakt til en meget yngre og sårbar pige og får hende til at skade sig selv. Han kalder det helt nyt i miljøet, hvis gerningspersonen er fysisk til stede. Normalt følger de deres ofre over nettet.
Østrigske myndigheder har ikke bekræftet, at sagen hænger sammen med The Com. Journalist Markus Hagspiel fra det østrigske medie Dossier, der har undersøgt netværket, placerede i oktober ikke sagen i miljøet over for ORF III.
Omkring 20 sager i Østrig
Den østrigske efterretningstjeneste DSN har advaret mod The Com og regner med omkring 20 sager i Østrig, der kan knyttes til miljøet.
- En populær strategi er lovebombing. Altså masser af opmærksomhed og hengivenhed, som for unge piger, der ofte endnu ikke har haft et forhold, meget hurtigt kan føles rigtig dejligt, men også overvældende, siger Felix Neumann til derStandard.
Han mener, at ikke kun sociale medier, men også spilplatforme skal holdes bedre øje med.
- De bliver stadig overset her, siger Felix Neumann.