Aldrig før er så mange blevet så hårdt ramt af stress på jobbet, at det er anmeldt som en arbejdsskade.
Der kom 4.650 anmeldelser i 2025, 50 procent flere end i 2019, viser en ny analyse fra AE.
Kvinder bliver over tre gange så ofte ramt som mænd.
Flere danskere end nogensinde bliver så hårdt ramt af stress på arbejdet, at det bliver anmeldt som en arbejdsskade. Sidste år kom der 4.650 anmeldelser af stressrelaterede erhvervssygdomme.
Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), der bygger på tal fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Antallet er steget 50 procent siden 2019 og 8 procent alene det seneste år.
Den hidtidige rekord var fra 2015. Den er nu slået med 25 procent.
Stigningen skyldes ikke bare, at flere er i arbejde. I 2025 anmeldte 1,7 ud af 1.000 beskæftigede en stressrelateret erhvervssygdom. Det er 40 procent flere end i 2019 og også det højeste niveau nogensinde.
Kvinder rammes langt oftere
Sidste år anmeldte 3.540 kvinder og 1.100 mænd en stressrelateret erhvervssygdom. Kvinder bliver dermed over tre gange så ofte ramt som mænd.
Det hænger blandt andet sammen med, at kvinder og mænd arbejder i forskellige brancher og job. Mænd kan også være mindre tilbøjelige til at anmelde stress, skriver AE.
En tidligere analyse fra AE har vist, at især ansatte i de store velfærdsfag bliver ramt, og at risikoen stiger med alderen.
Mørketallet er stort
Tallene dækker kun de mest alvorlige tilfælde, hvor stressen er anmeldt som en erhvervssygdom. AE vurderer, at mange tilfælde aldrig bliver anmeldt, fordi meget få stresssager bliver anerkendt som arbejdsskader.
De økonomiske vismænd har ikke fundet en stigning i stress i befolkningen generelt fra 2006 til 2023. AE ser kun på de alvorlige tilfælde, der kan føres tilbage til arbejdet.
Arbejdsrelateret stress koster samfundet 55 milliarder kroner om året, har AE tidligere regnet ud. Regeringen har netop foreslået at afsætte 50 millioner kroner til en ny forebyggelsesfond, der blandt andet skal forebygge stress.