Over fire ud af ti FOA-medlemmer har været udsat for trusler om vold på jobbet inden for det seneste år, viser en ny undersøgelse fra fagforbundet.
Tre ud af ti har oplevet fysisk vold, og i psykiatrien og på plejecentrene er over 60 procent blevet truet.
Kun 21 procent svarer, at trusler og overfusninger altid bliver registreret på arbejdspladsen.
Mere end fire ud af ti FOA-medlemmer er blevet truet med vold på jobbet inden for det seneste år. Tre ud af ti er blevet udsat for fysisk vold.
Det viser en undersøgelse, som fagforbundet FOA selv har lavet blandt 4.043 medlemmer. FOA organiserer blandt andet ansatte i ældreplejen, sundhedsvæsenet og daginstitutionerne.
Hårdest ramt er psykiatrien, hvor 66 procent er blevet truet, og plejecentrene, hvor det gælder 61 procent. Når det gælder fysisk vold, topper special- og handicapområdet med 46 procent, tæt fulgt af plejecentrene med 44 procent.
Langt over andre lønmodtagere
Til sammenligning svarer 8 procent af danske lønmodtagere generelt, at de har været truet med vold på arbejdet inden for det seneste år. 5 procent har været udsat for fysisk vold. FOA sammenligner med tal fra 2025.
- Det er alarmerende, at så mange mennesker hver dag går på arbejde med risikoen for at blive udsat for vold og trusler hængende over hovedet, siger Maria Klingsholm, fagpolitisk ordfører i FOA.
Hun peger på, at medlemmerne ofte arbejder med udsatte mennesker i pressede situationer, og på en presset velfærd med for mange opgaver og for få kolleger.
Mange episoder bliver ikke registreret
Lidt mere end hver tredje, der har været truet eller overfuset, oplever, at den nærmeste leder kun i mindre grad eller slet ikke håndterede episoden godt.
Samtidig svarer kun 21 procent, at den slags episoder altid bliver registreret. Ifølge FOA kan det betyde, at risikoen for stress og PTSD ikke bliver forebygget godt nok.
Fagforbundet frygter også, at tallene skræmmer nye kolleger væk.
- Vi står midt i en rekrutteringskrise, hvor vi må forvente massiv mangel på især social- og sundhedspersonale i de kommende år. Så er det her en meget dårlig reklame, siger Maria Klingsholm.
FOA henviser til en fremskrivning, der viser, at Danmark i 2034 vil mangle næsten 25.000 fuldtidspersoner på SOSU-området i kommuner og regioner.