Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en aftale om at sænke brændstofafgiften med to kroner pr. liter i 2027.
Benzinforhandlernes Fælles Repræsentation kalder aftalen en sejr for bilisterne, men ønsker en varig afgiftsnedsættelse.
Der er udsigt til en billigere tur forbi tankstationen næste år.
Regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om at sænke brændstofafgiften med to kroner pr. liter i 2027. Aftalen bliver godt modtaget hos Benzinforhandlernes Fælles Repræsentation (BFR), der især fremhæver betydningen for danskere, som er afhængige af bilen i hverdagen.
- Det er en stor sejr for de mange familier og pensionister, der har været presset af de rekordhøje brændstofpriser. Mange af dem har hverken råd til eller mulighed for at skifte til en elbil, siger direktør Rasmus Johansen Schmidt.
Han peger særligt på danskere i områder, hvor den kollektive trafik er begrænset, og bilen er nødvendig for at komme på arbejde, handle ind og deltage i fritidsaktiviteter.
Vil have en permanent løsning
Hos BFR er der også ros til regeringen og Dansk Folkeparti for at vælge en afgiftslettelse frem for alene at hjælpe gennem befordringsfradraget. Organisationen mener, at afgiftslettelsen vil komme flere bilister direkte til gode.
Men glæden er ikke uden forbehold. Afgiftsnedsættelsen gælder nemlig kun i 2027, og derfor efterlyser BFR en mere langsigtet løsning.
- Vi skal huske, at det her er en midlertidig løsning, som kun gælder i 2027. Derfor er der brug for en permanent nedsættelse og en egentlig reform af bilbeskatningen, siger Rasmus Johansen Schmidt.
Han mener samtidig, at fordelingen af afgifter mellem benzin-, diesel- og elbiler bør ændres, så alle bilister bidrager mere retfærdigt.
En ekspertgruppe skal efter planen fremlægge anbefalinger til en reform af bilbeskatningen inden udgangen af 2026.