Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.
MIN FAR HAR NU ligget i aflastning en uge på en rehabiliteringsafdeling på et plejehjem, fordi han er i sin terminale fase (dødende), og han kan ikke klare sig selv længere. Det har sat gang i mine følelser, fordi jeg oplever, at personalet har så travlt, at min fars sidste tid ikke er værdig. Da jeg besøgte min far i starten af ugen, var han ked af det og vred, fordi han ikke var blevet hjulpet af sin toiletstol. Han havde siddet meget lang tid, og til sidst havde min far måttet kæmpe sig over i sin seng uden at blive ordnet først.
Da jeg havde brug for at tale med personalet den ene gang, jeg kom på besøg, fandt jeg to travle ansatte. Jeg sagde, at jeg kun behøvede at tale med en af dem, og spontant kom det fra den ene ansat: ”Det lyder godt, fordi jeg har nemlig to i kø!”
DET GIK LIGE I HJERTET PÅ MIG, for hvor kunne jeg genkende det blik hun fik i øjnene, da jeg henvendte mig, og hun skulle finde plads til mig i ”køen”. Jeg oplever det selv, som ansat på et socialt psykiatrisk bosted, hvor jeg konstant hører mig selv sige: ”et øjeblik” til beboeren, når de ønsker hjælp. Jeg oplever, hvordan det begynder, allerede når jeg træder ind ad døren til bostedet. En beboer kommer mig i møde og spørger, om jeg kan hjælpe. Jeg siger:” Et øjeblik, jeg skal lige have jakken af.” Jeg går på kontoret og hænger min jakke. Da jeg kommer ud, møder jeg en anden beboer, der ønsker min hjælp. Jeg siger: ”Et øjeblik, jeg skal lige hjælpe A.” Da jeg kommer hen til A, er der en tredje beboer nede ad gangen, der siger: ”Kan du hjælpe mig?”. Sådan fortsætter det, og indimellem skal jeg have tid til at dokumentere, servere mad, tage telefonen og meget mere.
I FAKTA ÅBNER DE EN KASSE MERE, når der er mere end fire i køen. Hvor mange mennesker skal en ansat have i 'køen' på et plejehjem, på et sygehus eller andre steder i sundhedssektoren, før der bliver åbnet en kasse mere? I supermarkedet kan du som ansat trykke på en knap, når du ser, at køen bliver for lang. I sundhedssektoren må du bare løbe stærkere, selvom det handler om mennesker, der er afhængig af din hjælp for at bevare værdigheden i sit liv.
Jeg tror ikke, at der er nogle af os, der ønsker at ende der, hvor vi er afhængige af, at andre skal hjælpe os med vores personlige hygiejne. Men sandheden er, at det er sådan, det vil ende for flertallet af os. Og virkeligheden er, at du kommer til at vente i 'kø', ligesom min far. Min far ligger og venter bag en lukket dør og kan ikke komme ud af sit værelse på egen hånd. Hvor længe, han skal vente, afhænger af, hvor lang 'køen' er. Jeg oplever, at der ikke findes en grænse for, hvor mange der må ligge i 'kø', her skal man som ansat bare kunne klare presset.
Vi bliver nødt til at tage stilling til, hvordan vi selv ønsker at blive behandlet i sundhedssektoren, når vi får brug for det. For mennesker, der er samme sted i deres liv, som min far, handler det om at få en værdig sidste tid. På mit arbejde handler det om at give mennesker med en psykisk sygdom et værdigt liv.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.