Blogindlæg Mias kollega dræbt på job - nu advarer hun politikere

Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.

FOR TRE ÅR SIDEN lavede jeg et opslag på Facebook, som startede sådan her:

- Denne opdatering er henvendt til de politikere og embedsmænd der sidder i regeringen, regionerne og kommunerne. 
Dét var en af mine kollegaer der blev myrdet fredag aften af en beboer. Det, vi allesammen har frygtet ville ske, er sket, og det er dybt tragisk. Lindegården er en god arbejdsplads, hvor vi har mange beboere, der har gavn af den hjælp Lindegården tilbyder. Desværre oplever vi at de beboere der er begyndt at flytte ind, er beboere som er for psykisk syge til at bo på en § 108 institution, beboer som burde være indlagt.

Natten før var jeg blevet vækket af min søn, der fortale mig den tragiske nyhed:

- Mor, naboen spurgte om du var ok, der er nemlig en på dit arbejde, der er blevet slået ihjel.”

OP TIL DRABET havde jeg ofte talt med mine kolleger om, at vi oplevede at vores arbejdsmiljø var blevet hårdt på grund af en gruppe beboere, som boede på Center Lindegården.

De var udadreagerende, når de havde det dårligt psykisk. Det var beboere, som samtidig også var misbrugere. Vi oplevede, at misbruget var en form for selvmedicinering, fordi de følte, at de ikke fik den rette behandling i psykiatrien. 

Lige siden mit opslag på Facebook har jeg prøvet at få ændret på vilkårene i psykiatrien på flere forskellige måder. Jeg har skrevet mange blogindlæg, men jeg kan mærke, at som tiden går, så er det svært at blive ved med at råbe op.

JEG FØLER, AT JEG GENTAGER gang på gang, og at jeg efterhånden taler for døve øren. Jeg har næsten mistet modet. Det mod, som jeg fik efter min kollegas drab, fordi jeg fik følelsen af uretfærdighed.

Jeg hørte nemlig politikerne efterfølgende sige, at det var personalet, der ikke var klædt godt nok på, og at det var derfor at drabet på min kollega var sket. Dengang skrev jeg: - - VI ER KLÆDT RIGTIG GODT PÅ, OG VI ER MEGET KOMPETENTE.

Men hvad hjælper det, når de personer, der flytter ind hos os, er så syge og psykotiske, at de er til fare for sig selv og deres omgivelser? Hvad hjælper det, når vi har beboere, der på grund af deres psykose, oplever, at vi vil slå dem ihjel, og at vi forgifter dem med den medicin de får?

Når disse beboere bliver voldelige, så er det ikke, fordi de går efter os som enkeltpersoner. De er psykotiske, og de ser os ikke som omsorgspersoner, der vil hjælpe dem.

DE SER OS SOM FJENDER, der er ude på at gøre dem ondt. Vi kan have nok så meget efteruddannelse, men intet hjælper, hvis vi er oppe mod en utilregnelig psykotisk beboer. De kan finde på at angribe os, og deres medbeboere uden forvarsel.

Selvom det er tre år siden, så oplever jeg, at det jeg skrev den dag, stadig er virkeligheden på mange af landets bosteder. Jeg oplever stadig, at mennesker har svært at blive indlagt, hvis de er blevet psykisk syge.

Jeg oplever også stadig, at når man er indlagt med en psykisk sygdom, så bliver man udskrevet på grund af pladsmangel. Jeg hører stadig om personale, der bliver udsat for voldsomme episoder med vold og trusler i psykiatrien. Og jeg oplever, at der ikke er hænder nok til at give den nødvendige omsorg og skabe tryghed.

DERFOR VIL JEG FINDE MODET frem igen, og blive ved med at råbe op. Jeg tør ikke andet, fordi tanken om hvilken konsekvens det kan få, hvis ikke der bliver gjort noget, er alt for tragisk.

Der må ikke ske flere drab. Vi skal have politikerne til at skabe værdige forhold i psykiatrien.

 

 

 

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.