Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.
JEG FØLER MIG MAGTESLØS, og aner snart ikke, hvad jeg skal gøre. Igen i dag havde jeg en oplevelse, som fik mig til at tænker over, hvad det er, jeg byder mig selv.
Efter at min kollega den 25. marts 2016 blev stukket ihjel af en beboer, da jeg arbejdede på Center Lindegården, fik jeg tilsendt hundredevis af historier fra ansatte, der arbejde i psykiatrien eller i hjemmeplejen. Det var historier fra situationer hvor de havde oplevet vold og trusler, eller hvor de havde stået i en situation, som de havde oplevet som farlig, mens de var på arbejde.
Historierne bekræftede mig i, at det ikke kun var mine kollegaer og jeg på Lindegården, der oplevede at arbejde et sted, hvor vi kunne risikere at komme i situationer, hvor vi satte vores liv på spil. På siden detskalstoppenu.dk kan man stadig læse nogle af de historier jeg fik, og se at de er spredt over hele landet.
DEN 1. MAJ 2018 STOPPEDE JEG med at arbejde på Lindegården. Mange, jeg mødte, sagde: ”Godt du stoppede med at arbejde der, man skal ikke arbejde et så farligt sted”. Jeg smilede og nikkede, men faktisk stoppede jeg ikke, fordi jeg syntes, det var farligt, men fordi jeg oplevede, at de besparelser, som Københavns Kommune gennemførte, ville forringe arbejdsvilkårene endnu mere og dermed også beboernes livsvilkår.
Jeg har nemlig aldrig været bange for at gå på arbejde i psykiatrien, men jeg har været bange i konkrete situationer. Det er som om, at efterhånden som jeg oplever flere og flere situationer, så bliver min grænse rykket for, hvad jeg synes er farligt. Jeg kender jo også de personer, der bliver til fare for sig selv og andre, og ved jo, at det er fordi, personen er desperat og har det dårligt, og derfor reagerer voldeligt. Efterfølgende, når en situation er overstået, så er det også mine kolleger og mig, der giver omsorg og beroliger personen.
I dag arbejder jeg stadig i socialpsykiatrien, og er støtte-kontaktperson for personer, der bor i eget hjem. I går blev jeg spurgt om der, hvor jeg arbejder nu, er anderledes end Lindegården. Mit svar var: ”Både ja og nej”. Det svarede jeg ud fra, at jeg oplever, at problemstillingerne er de samme. Der er ikke sengepladser nok, der er ikke ressourcer, og jeg oplever mennesker, der ikke føler, at de får den rette hjælp. De fortæller, at de vælger at selvmedicinere sig med stoffer, alkohol, hash eller andet, der kan give en rus. Men desværre ser jeg så, at det gør, at de kan blive uforudsigelige, og at de ender i et miljø, som kan være farligt at være i.
I DAG STOD JEG SÅ i en situation, som var farlig, og endnu engang blev jeg bekræftet i, at Lindegården ikke var et specielt farligt sted at arbejde, men at der kan opstå farlige situationer, uanset hvor jeg arbejder indenfor psykiatrien.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, fordi jeg er så super glad for mit arbejde, og jeg kan se så meget godt i mit arbejde. Men hvordan kan jeg blive ved med at forsvare, at jeg næsten dagligt udsætter mig selv for farer? Hvordan kan jeg forsætte med at arbejde, indenfor det område jeg godt kan lide, og samtidig sikre mig selv?
Vi må hurtigst muligt undgå, at der sker flere drab, og få skabt et trygt miljø i psykiatrien, hvor både ansatte, beboere, patienter, borgere og pårørende kan føle sig trygge. Men hvordan kan det lade sig gøre, hvis ikke politikerne i regeringen kommer med konkrete handlinger, som ikke bare er lappeløsninger.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.