Den tidligere AGF- og landsholdsspiller Marc Rieper står bag initiativet. Han har fået samtlige spillere fra AGF’s nykårede mesterhold til at skrive deres autograf på trøjen.
Den signerede trøje blev mandag sat på onlineauktion hos Bruun Rasmussen. Den findes kun i dette ene eksemplar og bliver leveret professionelt indrammet til den vindende budgiver.
- Jeg ved, hvor meget den vil betyde for mange AGF-fans, og jeg håber, den kan samle rigtig mange penge ind til forskning i muskelsvind og ALS, siger Marc Rieper.
Auktionen er en del af Muskelsvindfondens nye initiativ Forskelsfeltet. Her cykler 100 ryttere i forbindelse med Grøn Koncert for at samle penge ind til forskning.
Rytterne har allerede indsamlet mere end en million kroner i år. Nu håber Muskelsvindfonden, at den historiske AGF-trøje kan løfte beløbet yderligere. Trøjen blev mandag sat på onlineauktion hos Bruun Rasmussen. Auktionen afsluttes søndag 26. juli klokken 12.00.
- Den her trøje er mere end et unikt samlerobjekt. Den sætter fokus på forskningen i muskelsvind og ALS, siger Muskelsvindfondens formand, Simon Toftgaard Jespersen.