Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.
Så skete det igen. Endnu en ansat på et psykiatrisk bosted er blevet stukket med en kniv af en beboer. Heldigvis var det ikke med døden til følge, som da min kollega Vivi blev stukket med en kniv af en beboer på Center Lindegården i Roskilde den 25. marts 2016.
Men tænk engang, hvor forfærdeligt det er for hende, der er blevet stukket med en kniv. Kan hun nogensinde komme sig over sådan en oplevelse? Hvad med ham, der gjorde det? Hvad med familien til dem begge?
Jeg ved, hvordan det føles som kollega og ansat på en arbejdsplads, hvor noget så voldsomt sker. Jeg er stadig mærket af drabet på Vivi, selvom vi ikke arbejdet tæt sammen. Samme dag var vi til møde sammen, hvor vi talte om vores arbejdsforhold, og vi spurgte hinanden om, hvad der skulle til, før at der blev gjort noget ved det.
Jeg ved også, hvordan det føles at være ansat og kende den beboer, der stak en kniv i ens kollega. Få dage før drabet sad jeg og talte med ham om klassisk musik. Jeg ved, at de af mine kollegaer, der arbejde i det hus, han boede, havde prøvet at hjælpe ham med at blive indlagt, men uden held.
Der går ikke en dag, uden at jeg oplever noget, der minder mig om, hvor meningsløst det var. Jeg har skrevet om mine bekymringer lige siden, fordi jeg oplever, at de tiltag, der er lavet, ikke er nok. Det er ikke længe siden, at jeg selv oplevede en voldsom situation, og jeg får stadig historier fra ansatte, der fortæller om oplevelser, hvor de bliver udsat for vold og trusler.
Mine kollegaer og jeg prøvede at råbe op, vi prøvede at fortælle, at vores arbejdsvilkår skabte farlige situationer, og at en gruppe beboere var til fare for dem selv og andre. Vi prøvede at fortælle, at der kunne ske et drab. På et hvilket som helt socialpsykiatrisk bosted. At Center Lindegården ikke var et farligere sted end andre socialpsykiatriske bosteder.
Jeg føler, at politikerne lytter, og at de synes, det er forfærdeligt, at der sker drab på ansatte. Men samtidig handler de, som om de tænker: "Så slemt går det nok ikke igen. Det er nok fordi, medarbejderne ikke er klædt godt nok på.”
Jeg ville sådan ønske, at alle, der arbejde i psykiatrien, kunne stå sammen og handle i fællesskab. Mine kollegaer og jeg holdt faglige møder, og vi strejkede, selvom det ikke var en nem beslutning. Det var overenskomststridigt, og vi risikerede dagsbøder, og vi blev trukket i løn. Fagforeningen måtte ikke støtte os, og de skulle opfordre os til at passe vores arbejde. Men hvad hvis vi alle talte højt om det, vi oplever, hvad hvis vi allesammen brugte vores ret til at ytre os og fortale vores historier fra virkeligheden. Ville alle politikerne så tage os alvorligt og gøre noget ved forholdene hurtigt?
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.