Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.
I MARTS 2014 tog jeg en beslutning om at søge arbejde på Center Lindegården i Roskilde, et socialpsykiatrisk bosted under Københavns kommune. Den beslutning skulle vise sig at give mig en indsigt og ændre mit liv på så mange måder. Jeg havde ikke særlig stort kendskab til psykiatrien, eller til mennesker med dobbeltdiagnoser, altså mennesker der har en psykiatrisk diagnose og et misbrug. Men efter kort tid blev jeg vild med mit arbejde, hvor jeg mødte nogle fantastiske beboere, og hvor jeg havde super fagligt dygtige kollegaer.
Arbejdsmiljøet var ikke det bedste, der opstod dagligt situationer, hvor en eller flere beboere blev til fare for sig selv og andre. Hver dag spurgte mine kollegaer og jeg hinanden om, hvad der skulle til for at få ændret på vores og beboernes vilkår. Den 25. marts 2016 blev min kollega dræbt med en kniv af en beboer. Fra det øjeblik fik jeg nok, jeg kunne ikke længere tie stille, om de forhold jeg oplevede i psykiatrien.
Fokus har været på, at det er farligt at arbejde i psykiatrien, og jeg ved, at beboerne på Center Lindegården følte, at de blev stigmatiseret, og at de udtalelser, der kom i medierne, tegnede et billede af, at alle med en psykisk sygdom er farlige voldsmænd og potentielle mordere.
MEN FAKTISK ER DET HÅRDE ved arbejdsmiljøet i psykiatrien, så meget mere. For eksempel har jeg aldrig arbejdet et sted med så stor dødelighed blandt beboerne. Jeg havde været ansat i ganske kort tid, da en beboer i starten af 50'erne døde. Jeg fandt ud af, at det var et af vilkårene for vores beboere, at de var udsatte, og der var stor risiko for, at de døde tidligere end gennemsnittet af danskere. Uanset om det var noget fysisk eller psykisk de skulle indlægges for, så var det altid en kamp for dem at få behandling, og som regel blev de udskrevet igen meget hurtigt.
I dag er der fokus på emnet i medierne, fordi en familie er stået frem med historien om deres datter, der døde af medicinforgiftning. Men jeg kan finde artikler, der er blevet skrevet for mange år siden, for eksempel en artikel fra den 13. august 2013 i Politiken, hvor der står, at: ”psykiatriske patienter får skåret 15-20 år af deres liv”. Så det er desværre ikke noget nyt, man har vidst det i mange år. Igen er det for mig et eksempel på, at psykiatrien ikke bliver prioriteret af politikerne.
Hvad hvis det havde været inden for et andet område? Her i den by hvor jeg bor, mistede en ung mand livet i en tragisk ulykke sidste år, da han blev kørt over i en fodgængerovergang. I dag er der heldigvis blevet lavet lysregulering, så det fremover er blevet mere sikkert at krydse vejen.
Hvor mange mennesker skal miste livet alt for tidligt i psykiatrien, før der kommer konkrete handlinger, der sikre forebyggelse, trivsel, helbredelse og recovery?
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.