SÅ ER oktober ved at lakke mod enden.
Den måned som jeg, og alle andre reformramte, har frygtet, siden “det moderne kontanthjælpsloft” blev annonceret.
Frygten viser sig at være berettiget. Virkeligheden blev lige så slem som mareridtene.
Det kan ikke hænge sammen.
Oktober var ellers en “god” måned, forstået på den måde, at der hverken skulle betales forsikringer eller el-regning i denne måned. Det var en af de billige måneder.
Vi var ikke andet end en uges tid inde i måneden, da jeg løb tør for penge. Relativt hurtigt efter, løb jeg (forventeligt nok) også tør for mad. Min datter og jeg har levet på venners nåde indtil nu, hvor der endeligt er kommet børnepenge. Dem skal vi leve af resten af måneden. Altså, dem der er tilbage, efter jeg har købt det medicin, jeg manglede.
Så hvad jeg gør fremover? Hvad KAN jeg gøre? Det her hænger jo ikke sammen. Vi kan ikke leve af almisser.
JEG ER så heldig at have en kæreste. Vi har ikke kendt hinanden i særlig langt tid. Vi havde halvårs-dag for lidt over en uge siden. Størst af alt er kærligheden, siger man, men for et brændt barn som jeg, så er relationer virkeligt svære at være i. Især, hvis de bliver meget faste og forpligtende. Og sådan er vores relation lige blevet. Meget fast og forpligtende. For vi har netop på Borger.dk begge skrevet under på, at vi pr. 1.november er samboende.
Jeg har simpelthen ikke råd til at blive boende i mit lillebitte billige, lejede hus i Udkantsjylland alene. Fordi jeg er kronisk syg på kontanthjælp og ramt af kontanthjælpsloftet.
Jeg har ingen erfaring med virkeligt lange forhold. Jeg dur ikke til det. Det her er meget privat, men jeg deler det med jer alligevel. Det er jo dét, jeg gør. Deler ud af mig selv. Vender mig på vrangen, for at få jer til at forstå hvor forfærdelige de her reformer er.
Jeg er, som følge af min opvækst, som barn af misbrugere, ødelagt. Jeg har nogle psykiske problemer, som gør det rigtigt svært for mig at være i relationer. Jeg har det rigtigt svært med begreberne tillid og nærhed. Jeg tror dybest set ikke på, at jeg fortjener kærlighed, og et af mine mønstre er, at jeg er god til at ødelægge relationer for mig selv (for jeg fortjener dem jo ikke alligevel). Det er mekanismerne. Jeg har gået i terapi i 25 år. Det er blevet meget bedre, men bliver næppe bedre end det er nu. Og det er stadig ikke godt.
MEN VI kaster os ud i det sammen. Min kæreste og jeg. For det er vi nødt til. Og han går ind til det med åbne øjne. Han ved, hvem og hvad jeg er. Han kender mine mange brister og alle mine udfordringer. Han har set mig presset. Han har mærket mig sparke fra mig, når jeg er trængt op i en krog - af vilkår, pres og smerter. Det siger lidt om hans karakter. Han er god og temmelig modig.
Men - det gør mig simpelthen så vred, at vi er nødt til det. Vi er NØDT til det. Det er den eneste holdbare løsning, så min datter og jeg ikke ryger på gaden.
Det burde ikke være af tvang, man tog den store beslutning det er at flytte sammen. Især ikke, når der er et barn involveret.
Jeg føler mig presset ud i noget, jeg (og min datter) ikke er klar til. Ikke endnu i hvert fald. At bo sammen med nogen. At lade en mand flytte ind. Det er jo store ting.
Vi er vant til at bo alene. Efter min ældste datter flyttede til Århus for at læse på universitetet, har vi bare boet os to sammen. Og det har vi haft det rigtigt godt med. Så er der nemlig ro, renlighed og regelmæssighed. Rutiner. Det trives vi begge to rigtigt godt med. Vi kender hinanden ud og ind. Vi er et godt makkerpar hun og jeg.
NU SKAL vi til at være afhængige af en mand. Fordi staten har sørget for, at enlige kvinder med børn ikke kan klare sig selv, hvis de er på kontanthjælp.
Det gør mig simpelthen så bange.
For fremtiden.
For de mange andre, der også er reformramte.
For hvad har det her af konsekvenser for de kvinder, som ikke er så heldige som mig? Jeg har jo rent faktisk en sød mand, der er klar på at tage springet sammen med mig og tør satse på det. På mig. På os.
Hvad med dem, der ingen har?
Det gør mig simpelthen så bekymret.
For børnene.
Og deres mødre.
Hvad med de kvinder, som nu er fanget i voldelige forhold, uden mulighed for at kunne klare sig selv økonomisk, hvis de flygter?
Hvad med de børn, der vokser op i sådanne hjem? Hvad skal der blive af dem?
Hvad med de enlige kvinder, der ikke har en kæreste? Det er formentligt i den gruppe, vi finder de kvinder, som nu, i desperation, overvejer at prostituere sig selv - for at kunne brødføde deres børn. Hvad med dem?
HVAD MED de kvinder, som føler sig tvunget til at flytte sammen med en mand? Sådan nogen som mig. Kan det virkeligt være rigtigt, at kvinder skal være afhængige af mænd, fordi staten finder det ok at fjerne alle de tilskud, der hidtil har gjort det muligt for enlige kvinder (og fædre) at tage vare på deres børn alene?
Jeg skriver fædre i parantes her, for selvfølgelig kommer dette også til at have konsekvenser for dem, men faktum er, at langt de fleste af de reformramte - over 30.000 - er kvinder. Og cirka 5000 mænd.
Joachim B. Olsen har endda været ude og sige, at det er meningen, at det er enlige mødre, der skal rammes hårdest af loftet. Kan det virkeligt være rigtigt? Er det der, vi vil hen, Danmark? Kvinderne tilbage til mændene og kødgryderne? I 2016?!
JEG HAR en veninde, som i ramme alvor fik at vide af sin sagsbehandler, at hun da bare kunne flytte hjem til sin eksmand og lade sig forsørge. Hun og eksmanden har været skilt i syv år!
Det kvindesyn og menneskesyn, som den her regering lægger for dagen, hører til i en helt anden tid - i et helt andet land. Og det kan vi simpelthen ikke være bekendt over for vores børn. Vores døtre. Det her må have en ende.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.