FORLEDEN DAG postede jeg et madbillede på min Facebook-væg. En ret, gemt bag et flot instagramfilter.
Det er der som sådan hverken noget nyt eller noget odiøst i. Det har jeg tit gjort. Det nye var, at der var en af mine i øvrigt søde og betænksomme Facebook-bekendtskaber, der i en kommentar gjorde mig opmærksom på, at det kunne skade min sag at poste den slags på min væg.
Skade min sag? Ja, fordi hvis kommunen så, at jeg havde grøntsager på min tallerken, ville jeg tilsyneladende fremstå som alt for velhavende og ressourcestærk. Jeg ville tilsyneladende både (trods flere kroniske sygdomme) formentligt kunne tage et arbejde og/eller leve for endnu mindre, end vi gør allerede. Hvilket jeg, i en parantes bemærket, også kommer til i oktober, når kontanthjælpsloftet træder i kraft. Til den tid vil vi - min hjemmeboende datter og jeg - have omkring 500 kroner til mad, medicin og husholdning per måned. De borgerlige er åbenbart først tilfredse, når vi sulter eller lever af vandgrød.
Hvis nu vi antager, at det var et billede af foie gras, hummer eller kobe-kvæg, så kunne vi måske snakke om, at det kunne rejse spørgsmål om, hvorvidt den slags var passende og inden for økonomisk rækkevidde for en kontanthjælpsmodtager som mig.
MEN DET var det ikke. Retten, hvis man overhovedet kan kalde det en ret, var en sammenvæltning af køleskabsrunkne grøntsager og ris. Den sidste rest af grøntsager, som blev brugt for at stoppe madspild, og - vigtigst af alt - for at vi kunne blive mætte. Jeg havde endda hashtagget billedet #fattigrøvsmad, fordi jeg har en stående joke med flere bekendte kørende om, at jeg burde lave en kogebog til kontanthjælpsmodtagere med retter indeholdende kål og bønner i alle afskygninger. For det er primært dét, vi lever af hernede på bunden. Kål, bønner, ris og pasta. Fordi det er billigt, og gudskelov kan varieres ud i det uendelige. Det er hverken spændende eller sindsoprivende retter, men hvis man er kreativ, så kan man godt gøre det spiseligt. Selv for en halvkræsen teenager som min.
Indlægget fortsætter under billedet.
Det er dette billede, som Line Lazarus postede på sin Facebook-væg. Foto: Line Lazarus
Jeg er et kreativt menneske. Det har jeg altid været. Mad har altid været vigtigt for mig, fordi jeg har børn, og fordi jeg som enhver anden forælder mener, at deres ernæring er vigtig. Mad - og smag - betyder noget. Grøntsagerne er vigtige. Også selvom de er runkne, og jeg må skære lidt mug fra. For ja, det er dér, vi er. Alt er nødt til at blive brugt. Ellers sulter vi simpelthen.
Min første reaktion på kommentaren var, at jeg simpelthen blev mundlam. Så blev jeg vred. Men bagefter, da jeg lå i min seng om aftenen, kom skammen snigende. Tvivlen. Måske er det ikke så slemt, tænkte jeg. Måske er jeg bare grådig og har krævermentalitet, når jeg insisterer på, at mine børn skal have ordentligt mad, og måske er jeg bare en pivskid, når mit hjerte knuses, fordi der ikke rigtigt er mad i køleskabet, når teenageren kommer sulten hjem fra skole. Måske er det bare for sjov, at jeg i lang tid kun har spist ét måltid selv om dagen for at der skulle være nok til min datter. Jeg er nok bare grådig, dum og forkert.
NU ER der lige kommet børnepenge. Og sikke en omgang drama der har været i medierne, omhandlende hvad en enlig mor har brugt børnepengene på. Som om det i virkeligheden vedkommer andre mennesker. Men sådan er det blevet. Vi står til offentlig spot og spe, hvis vi - Gud forbyde det - skulle administrere vores penge på en måde, som ikke behager borgerskabet. Så skal vi udskammes offentligt.
Jeg brugte alle - hver en krone - af børnepengene på mad. Rub og stub. Og jeg købte også en pakke kylling. Som min teenager lavede chicken tikka masala af. Hun er en ørn i et køkken, og hun nyder det.
Jeg var simpelthen så stolt af hendes præstation, at jeg igen postede et madbillede. Og det, der så skete, var, at jeg, umiddelbart efter jeg havde trykket “offentliggør”, fik mavepine. Dårlig samvittighed. Skam. Og jeg følte at jeg skulle forsvare retten, valget, økonomien.
Er det der, vi gerne vil hen? Sådan i virkeligheden? Har vi virkeligt så lidt tiltro til hinanden efterhånden, at kvinder (og ja, det er primært kvinder) skal hænges ud og have dårlig samvittighed over helt almindelige og basale beslutninger i forhold til deres børn?
Joachim B. Olsen var for nyligt ude og sige, at det er meningen, at det primært er enlige mødre, der bliver ramt af kontanthjælpsloftet og de nye reformer - fordi det er dem, der får flest penge fra staten. Altså børnepenge, som for alle de enlige mødre, jeg kender, indgår i husholdningsbudgettet - på den ene eller den anden måde. Det er altså en politisk beslutning - med fuldt overlæg - at ramme kvinder som mig. At sende os i offentlig gabestok.
OG DET virker. Skammen bliver internaliseret. Angsten i os vokser i takt med den økonomiske usikkerhed. Del og hersk i effekt. Det er blevet alle mod alle. Og hvis ikke man peger af flygtningene, så peger man af hinanden. Begge dele er lige grimt - og lige forkert.
Hvorfor er der ingen, der peger på politikerne? På bankerne? Det er deres politik over de sidste 10 år, som har ruineret Danmark. Men man vælger alligevel at straffe de fattigste. Det giver ingen mening. Effekten er mangelfuld og konsekvenserne store. Det viser samtlige undersøgelser på området. Mange store organisationer, forskere, tænketanke og meningsdannere har været ude og advare, men regeringen må enten lide af selektiv hørelse eller faktaresistens. Og i kraft af at de skulle forestille at være ledere af et land, ved jeg snart ikke, hvad jeg mener er værst.
Jeg nægter at skamme mig mere. Jeg nægter at lade mig kue.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.