Halloween i LEGOLAND blev en rekordmåned.
Gæsterne byggede 9290 græskar af LEGO-klodser, mens antallet af danske besøgende steg med 30 procent sammenlignet med oktober sidste år.
Der er blevet bygget græskar i stor stil i LEGOLAND i Billund.
Hele 9290 LEGO-græskar blev det til i oktober, hvor gæsterne kunne bygge deres egne græskar i parkens Pumpkin Gallery. Det er 2426 flere end sidste år og dermed en ny rekord. Græskarrene blev efterfølgende udstillet på en stor græskarmark midt i parken.
Ifølge LEGOLAND-direktør Michael Ottesen har oktober samtidig været en usædvanlig travl måned.
- Det er et fantastisk resultat, men det kommer ikke bag på mig, at der er bygget endnu flere græskar i år end sidste år, siger Michael Ottesen.
30 procent flere danske gæster
LEGOLAND oplyser, at antallet af danske besøgende i oktober steg med 30 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Samtidig har parken ikke haft så mange gæster i oktober siden før coronapandemien.
Halloweenprogrammet bød blandt andet på forlystelser i mørke, fyrværkeri og Brick or Treat, hvor børn kunne samle overraskelser ved forskellige boder.
LEGOLAND åbner igen den 28. november, hvor parken tager hul på julesæsonen.