Unge mandlige lærlinge og elever vil gerne bekæmpe sexisme og chikane på arbejdspladsen.
Men frygten for at blive udstødt eller miste lærepladsen kan få dem til at tie, viser et nyt projekt fra KVINFO.
Det kan være svært at sige fra over for en erfaren kollega, når man selv er ny på arbejdspladsen. Særligt hvis man frygter, at det kan koste lærepladsen.
Det viser en ny rapport fra KVINFO, der bygger på projektet Respekt i fællesskab, som er gennemført sammen med 3F, Dansk Metal og HK. Ifølge KVINFO ønsker mange unge mænd at gribe ind over for sexistiske kommentarer, mobning og seksuel chikane. Men arbejdspladsens hierarki og frygten for konsekvenser kan stå i vejen.
Tavshed er ikke nødvendigvis accept
Flere deltagere fortæller, at de allerede har sagt fra over for sexistiske og homofobiske kommentarer. Andre efterlyser konkrete redskaber til at håndtere ubehagelige situationer. KVINFO peger samtidig på, at en hård omgangstone kan gøre det vanskeligere at reagere, når grænser bliver overskredet.
- Respekt i fællesskab viser med tydelighed, at ansvaret for et godt og chikanefrit arbejdsmiljø ikke kan lægges på den enkelte lærling eller elev, siger KVINFO's direktør Henriette Laursen.
Som en del af projektet har unge mænd været med til at udvikle et dialogspil og korte videoer, der skal gøre det lettere at sige fra og støtte kolleger.
Projektet blev præsenteret i går hos KVINFO i København. Det er finansieret af Alliancen mod seksuel chikane under Ligestillingsministeriet.